Poul Anthoniussen ny direktør for Børn- og Ungeforvaltningen

Han har været konstitueret i stillingen siden september 2015.

De odenseanske skoler, børnehuse, klubber og specialtilbud vil fremover blive ledet af 45-årige Poul Anthoniussen, der kommer til at stå i spidsen for 6200 lærere, pædagoger, dagplejere, medhjælpere og socialrådgivere. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
"Jeg er meget glad for, at Poul Anthoniussen har sagt ja til at blive ny børn- og ungedirektør. Han har usædvanlig stor indsigt i at lede medarbejdere, der er drevet af begejstring og faglighed. Samtidig er han en meget ordentlig og omhyggelig leder, som er ambitiøs på forvaltningens vegne," siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R), som bakkes op af borgmester Anker Boye (S).
"Det er et godt tegn, at Odense Kommune er i stand til at rekruttere en administrerende direktør fra egne rækker. Jeg er sikker på, at Poul Anthoniussen er den rette person til at stå i spidsen for en forvaltning, som er meget vigtig for hele byens transformation og udvikling. I en tid med en stram økonomi og høje krav fra omverdenen til kvalitet i dagtilbud og skoler er det vigtigt med en leder, som både har overblikket og ved, hvad der motiverer medarbejderne. De egenskaber har Poul," siger Anker Boye.
Poul Anthoniussen blev uddannet som lærer i 1995, men blev kort efter udnævnt til souschef på den skole, han arbejdede, og siden har han udelukkende bestridt leder- og chefstillingerne.
"Stillingen som administrerende direktør i Børn- og Ungeforvaltningen er en enestående, spændende opgave. Jeg er stolt over, at der er andre end mig selv, der tror, jeg kan løse den – eller hjælpe til med at løse den. Jeg er holdspiller og er udmærket klar over, hvor uendeligt lidt et menneske kan udrette alene. Store og komplekse opgaver skal man løse sammen med mange, og det glæder jeg mig til," siger Poul Anthoniussen, som har arbejdet med børn og unge hele sit voksne liv.
"Der er ingen tvivl om, at jeg er på rette hylde. Det giver utrolig megen mening for mig at arbejde med børn og unge. Tænk at få lov til at præge den udvikling, der skal være, for at børn og unge kan blive og forblive sunde, at de trives og at de bliver så dygtige, som de kan," siger Poul Anthoniussen, som ser en stor opgave i at håndtere de mange krav og ønsker på området.
"Vi er omgivet af stærke politiske interesser, mange forskellige borgerinteresser og en meget stor økonomi. Den helt store opgave bliver at forene de interesser, og at vægte de hensyn, der skal vægtes, for at der er nogle dagtilbud og skoletilbud, som både borgere og politikere kan have tillid til, og måske endda blive stolte over," siger den nyudnævnte børn- og ungedirektør.
Poul Anthoniussen er gift, har to børn og bor i Middelfart.
Den nye direktør bliver kontraktansat.

Publiceret 28 January 2016 09:45