Nytårskoncert:

SMUK gjorde det igen

Af
Peter Rasmussen

Kan man spille på to trompeter og to trombones på samme tid? Altså på den måde at man affører sig sine sko og sokker og får fire kolleger til at puste i hvert sit instrument - og spiller med både fødder og hænder?
Ja det kan man godt, hvis man er musiker i SMUK - Slesvigske Musikkorps - og spiller nytårskoncert.
Hvis man er en dreven publikummer til én af militærorkestrets nytårskoncerter, har man sikkert rustet sig hjemmefra. Man er forberedt på overraskelser, og de musikalske soldater skal gå langt for at forbløffe publikum - og så er vi tilbage ved de to trompeter og lige så mange trombones.

Vellykket koncert

Onsdag var serien af festfyrværkerikoncerter nået til Varde. Efter koncerten i Varde venter Vejen og Sønderborg på torsdag og fredag. Her kan man glæde sig til mødet med et SMUK i absolut topform, og med et par lige så veloplagte solister i front.
Christoffer Brodersen står kolossalt stærkt vokalt. Han synger alle genrer med en utrolig styrke, intensitet og kraft. Og han kommer langt ud over scenekanten. Søs Egelind har måske nok ikke den samme fylde, men til gengæld har hun en charme og et glimt i øjet man kun kan elske. Selv når hun entrerer scenen som usympatiske "Helge" med hængevom og ditto røv.
Søs Egelind spiller dobbeltrollen som solist og konferencier, og undervejs får hun såmænd også vist, at hun ikke har glemt hvad hun lærte under "Maestro" udsendelserne på TV da hun griber dirigentstokken og leder orkesteret frelst igennem endnu et nummer.
Man skal være hurtig og heldig for at sikre sig en billet. Billetsalg sker på Billetten.dk

Publiceret 28 January 2016 10:00