Savner spilletid:

Målmandstalent forlader OB

21-årige Casper Radza har fået lov til at søge efter en anden klub

Den talentfulde OB-målmand Casper Radza er ikke tilfreds med udsigten til spilletid i OB, og derfor har klubben givet ham lov til at kigge sig om efter en ny klub, hvor mulighederne er større.
Den 21-årige målmand, der har spillet på en række ungdomslandshold, nåede blot at få godt en halv time i buret på OB's superligamandskab.
Det gjorde han tilbage i august mod AGF, hvor han blev skiftet ind i stedet for skadede Michael Falkesgaard.
Casper Radza har godt nok kontrakt med OB frem til sommer, men klubben er indforstået med, at han gerne vil prioritere fast spilletid.

"Målmænd har oftest et andet karriereforløb end andre fodboldspillere, og derfor er det et rigtigt og fornuftigt valg for Casper Radza, at han prioriterer muligheden for fast spilletid. Det har han større chance for andre steder end hos os, og jeg er sikker på, at hans udvikling vil komme til at gå endnu hurtigere, end den ville have gjort i OB. Casper har udviklet sig godt hos os, men næste skridt er, at han skal spille kampe, og det bliver spændende at se, hvordan det vil påvirke hans muligheder for at få sit talent til at folde sig endnu mere ud," siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
Det er med lige dele vemod og stolthed, at Casper Radza forlader den fynske storklub.

"Det har været mit ønske i noget tid, at jeg fik mulighed for at finde et sted, hvor jeg kunne få mere regelmæssig og fast spilletid på førsteholdet. Det har jeg fundet en god mulighed for, som jeg vil undersøge nærmere. Samtidig er det svært at sige farvel eller på gensyn til OB, for jeg har haft min daglige gang hernede siden jeg var 15 år, så det er svært. Men det er en nødvendighed for mig at tage det skridt nu, for jeg har stadig ambitioner om at skulle spille Superliga eller noget tilsvarende igen på et senere tidspunkt. Selvom jeg havde håbet, at det var blevet til endnu mere, så er jeg stolt over og glad for, at jeg nåede at få min debut for OB, for det var et af mine store mål, da jeg blev fuldtidsprofessionel for to et halvt år siden," siger han.

Publiceret 28 January 2016 16:00