Tragisk grillulykke:

Mand fundet død i varevogn

En estisk mand er afgået ved døden som følge af kulilteforgiftning, fortæller Fyns Politi

Kort før torsdag middag blev en mand fundet død i en varevogn, der står parkeret på parkeringspladsen ved Dannebrogsgade bag banegården.
Det fortæller vagtchef Lars Thede til Lokalavisen Odense.
"Der holder en estisk indregistreret varebil nede på parkeringspladsen i Dannebrogsgade. Der er to personer i bilen, og den ene er afgået ved døden," fortæller vagtchefen.
Tilsyneladende er der tale om en tragisk ulykke, hvor man ikke har været bevidst om faren ved grillrøg.
"Vi finder ikke umiddelbart noget mistænkeligt i sagen. Der er tale et brødrepar, som vi kender fra i går, da vi blev gjort opmærksom på, at de camperede på parkeringspladsen. De sagde, de var på vej videre til Norge i arbejdshenseende. De lavede mad med en grill i går, og den ene lægger sig til at sove med resterne af grillen inde i varevognen, og det er han ulykkeligvis død af på grund af kulilteforgiftning," siger Lars Thede.
Broren til den afdøde mand er uskadt, da røgen ikke nåede op til førerkabinen, hvor han sov.
"Den anden mand lægger sig til at sove i førerrummet, og han er upåvirket af røgen, fordi det er adskilt fra varerummet," siger vagtchefen.
 
 
 

Publiceret 28 January 2016 11:48