Bittert nederlag i nøglekamp

Af
Af Martin Rasmussen

Køge Håndbolds spirende optimisme fik en alvorlig mavepuster torsdag aften, da holdet på hjemmebane tabte med et enkelt mål til Vesthimmerland efter en kamp, man lige så godt kunne have vundet - og hvor man i den grad kunne have brugt de to point i bundstriden i 1. division.
26-27 lød slutcifrene i Herfølgehallen efter 13-13 ved pausen, hvilket fortæller historien om en meget lige kamp, hvor Køgemandskabet dog også var ved at trække fra gæsterne i løbet af 2. halvleg, inden det altså endte med et lidt skuffende nederlag.
Efter to sejre i træk tabte Køge Håndbold dermed igen terræn i bestræbelserne på at sikre sig endnu en sæson i rækken. Der er fem point op til stregen og en af de pladser, der giver adgang til ekstra nedrykningskampe, og næste opgave for køgenserne er den vanskelige udekamp mod topholdet Randers. Den kamp spilles den 6. februar.

Publiceret 29 January 2016 10:00