Herning står på Energy-menuen både i dag og søndag

Esbjerg Energy kan se frem til en vanskelig weekend, når vestjyderne møder Herning Blue Fox både i dag og søndag. Midtjyderne er vært fredag klokken 19.30 i Kvik Hockey Arena, og søndag klokken 14.00 tager esbjergenserne imod hjemme i Granly Hockey Arena.
"Herning ligger lige efter os i tabellen, så kampene er rigtigt vigtige. Jeg synes, at alle hold presser alle i Metal Ligaen, men selvfølgeligt er det Herning, der ligger ”lige i røven” på os, kun et point efter. Nu har vi to kampe mod Herning, så det er vigtigt, at vi vinder dem. konstaterer Esbjerg-backen Kasper Jensen.
"Ja, der er tale om vigtige kampe," bekræfter cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy og fortsætter:
"De har ”jagtet” os et stykke tid, og har minimeret afstanden til os i tabellen på det seneste. De har i de sidste uger spillet noget god ishockey og vort spil har også været udmærket, så jeg forventet en tæt fight med masser af hårdt arbejde. Det kunne meget vel være små detaljer, der får stor betydning for kampenes udfald. Det kan være svært helt at vide, hvilke detaljer der får afgørende betydning. Men én ting er jeg sikker på. Det bliver helt sikkert gode kampe mellem de to mandskaber," siger Energy-træneren.
 

Esbjerg og Herning har mødt hinanden to gange i Granly Hockey Arena. I de to mandskabers premierekamp i Metal Ligaen vandt esbjergenserne 3-2 efter overtid, og i december sejrede midtjyderne med 4-3 efter straffeslag. De to mandskaber har mødt hinanden én gang i Kvik Hockey Arena. Det var i november, hvor Energy sejrede med 4-2.
"Herning er et meget disciplineret mandskab. De kan godt lide at angribe, når vi laver fejl. Så vi skal passe på ikke at tabe pucken i midt-zonen og ”på vores offensive blå linje”. Vi skal spille klogt, for de er rigtigt dygtige til at angribe og udnytte vore fejl, nøjagtigt som de andre tophold," forklarer Kasper Jensen.
"Herning har ændret lidt i truppen, og nogle skadede spillere er blevet klar. Vi har ikke mødt Herning med den trup de har nu, men vi skal bare spille vores spil. Så må de spille som de bedst kan. Det handler i højere grad om, hvem der præsterer bedst, hvem der arbejder hårdest og hvem som kan sætte et ”lucky punch” ind," siger Mark Pederson. 

Publiceret 29 January 2016 13:00