Karen Draslov.

Karen Draslov.

Spænder din livsstil ben for dig?

Af
Af coach Karen Draslov

Livsstil er andet og mere end bare kost og motion – det handler om hele dig – både tilvalg og fravalg.
Hvis der er noget langt de fleste mennesker ikke bryder sig om – så er det forandringer. Altså det der er anderledes, end det plejer at være. Som for eksempel når ”andre” skal diktere hvordan DU skal leve dit liv – hvilken livsstil der er bedst for dig.
Livsstil er et vidt begreb og det omhandler alt fra hvad du spiser til hvordan du vælger at bo, hvordan du går klædt og hvordan du vælger at anvende din opsparing. Uanset hvordan vi vender og drejer det – så hænger det hele sammen i et fint spind – nogle gange så fint, at det næsten ikke er til at få øje på.
Indenfor de senere år, har der været meget tale om livsstilsændringer, særligt i forhold til kost og motion. Vi går i højere grad op i at dyrke sundheden og præcis den – altså sundheden – kan i nogle tilfælde dele vandene. For det der betyder sundhed for mig, betyder ikke nødvendigvis sundhed for dig og vice versa.
Hvad der til gengæld er sikkert og noget selv eksperterne efterhånden kan blive enige om, så er det, at kost og motion har en direkte indflydelse på hvordan vi har det fysisk og psykisk.
Men vores velvære er også mere og andet end den energi vi får fra mad og motion – det handler nemlig også om hvilke relationer vi har, vores evne til at koble af, vores stress niveau, jobsituation og kærlighedsliv og naturligvis meget mere end det.
Så når vi helt konkret taler livsstilsændringer, så er det mere end væsentligt at være bevidst om, at når vi ændrer på en lille bitte ting et sted, så er forandringen ikke begrænset dertil, men spreder sig som ringe i vandet.
Og det er jo fantastisk – for det betyder, at alt det gode du gør for dig selv, det avler mere godt. Det gælder naturligvis også den anden vej.
Derfor må du, som med alt andet her i livet, tage et aktivt valg. Hvad er vigtigt for dig i DIT liv? Hvor højt vægter du eksempelvis dit helbred og hvor meget vil du gå på kompromis med det – med tanke på, at alt i dit liv hænger uløseligt sammen? Hvad vil du vælge til og fra?
Dit liv, er dit ansvar. Kun du ved hvad der er godt for lige præcis dig. Den største gave du kan give dig selv er, at blive klog på dig selv, herunder din krop og psyke – for så bliver det også langt lettere at skrue lidt her og der, hvis din livsstil pludselig en dag spænder ben for dig.

Publiceret 29 January 2016 11:00