Bikstok spiller på Sønderborghus den 4. februar.

Bikstok spiller på Sønderborghus den 4. februar.

Sprængfarlig energi med Bikstok

Succes-gruppen Bikstok tog i foråret det danske anmelderkorps med storm, da det ti år efter debut-braget 'Over Stok og Sten' udgav albummet 'Uranium'. Både nye og gamle sange er med, når Bikstok den 4. februar kl. 21 går på scenen på Sønderborghus.
Sommeren er gået på festivaller og efteråret og vinteren på turne. Store Vega den 3. december blev udsolgt hurtigt, og ekstrakoncerter er kørt i stilling for i år.
Med nye hits som '80'eren' og 'Uranium' blandet med de gamle klassikere som 'Cigar' og 'DK's Koner', sprængfarlig energi og et snorlige backing band har Bikstok fortryllet både publikum og anmeldere: Gaffas anmelder gav eksempelvis fem stjerner, mens mediets læsere gav albummet fem en halv stjerner.
"De tre herrer med de ekvilibristiske tungevrid og skævt vuggende danskhall-rytmer er tilbage i fuld effekt, forfriskende færdigt og i fuldendt balance," skrev Gaffa i sin anmeldelse.
Billetter koster 250 kroner i forsalg på billetnet.dk eller 270 kroner ved indgangen. Studerende kan slippe af sted med 120 kroner, hvis de viser gyldigt studiekort eller gyldigt Black Spot-kort.

Publiceret 29 January 2016 07:00