Tina Vernegren foran Smarteyes-butikken med rampen. Foto: Peter Friis Autzen

Tina Vernegren foran Smarteyes-butikken med rampen. Foto: Peter Friis Autzen

Min bedste kundeoplevelse:

Klagesag blev til chokoladesmag

En kunde i kørestol klagede over adgangen til Smarteyes butik. Det glæder butikken sig over

Af
Af Peter Friis Autzen

”Han havde jo fuldstændig ret: Det var for dårligt,” siger Tina Vernegren.
Strøgavisens serie om det helt særlige møde mellem kunde og ekspedient fører os denne gang til Smarteyes på Strøget. Her er Tina Vernegren butikschef.
Hun og butikkens øvrige personale oplever ofte, at mødet med kunder bliver både personligt og hjertevarmt. Så det er ikke let at fremhæve én kunde. Men lidt presset vælger hun alligevel én ud.
”En gang i sommer kom en kunde, der havde fået os anbefalet. Men han sad i kørestol og kunne ikke komme ind i butikken på grund af trinnet foran vores dør,” husker Tina Vernegren og sætter en kop kaffe på bordet i butikkens baglokale.
Manden var kommet fra Give og var slemt skuffet over ikke at kunne komme ind. Og han gav personalet besked ind gennem den sommeråbne dør.
”Efterfølgende mailede han til os og gav udtryk for sin utilfredshed. Det var vi glade for, for han havde jo ret,” siger Tina Vernegren.
”Vi skrev til ham, at vi med det samme ville bestille en rampe, så også kørestolsbrugere kunne komme ind i vores forretning. Og at vi ville kontakte ham, så snart vi havde den.”
 

Fra klage til glæde

En lille måned senere var den flytbare rampe på plads, og Smarteyes kunne skrive til manden fra Give, at de nu var klar til at tage imod ham på den måde både de og han gerne ville.
”Så han vendte tilbage til os og fik foretaget en synsprøve og bestilte et par briller. Da brillerne blev leveret, var han så glad, at han havde taget en gave med til os. En æske med lækre, fyldte chokolader,” siger Tina Vernegren.
Chokoladen blev fortæret i fællesskab med butikselev Thomas Sommer Thomsen og optiker Charlotte Svejgaard Iversen.
”Her i butikken deles vi om tingene,” siger Charlotte Svejgaard Iversen, som piler forbi på vej ud i butikken for at tage imod en kunde.
Rampen, som er sammenklappelig og næsten ingenting vejer, har vist sig at være en rigtig god investering.
”Vi har brugt den mange gange, når gangbesværede kunder skal ind i butikken. Så det var rigtig godt, at han gjorde os opmærksom på det behov,” siger Tina Vernegren.

Blomster og gaver

Manden fra Give er langt fra den eneste, der har givet Smarteyes-folkene noget at glædes over.
”Det er så dejligt, når folk fortæller os, hvor glade de er for at komme her. Og de kommer virkelig langvejs fra. Inden vi fik butikker på Sjælland, oplevede vi jævnligt, at sjællandske kunder kørte her til Vejle for at handle med os. Den dag, Kronprinsen kørte over den lukkede bro, havde vi for besøg af en sjællandsk far og hans datter, som skulle købe briller,” siger Tina Vernegren.
En anden kunde kom med chokolade og takkede for optikerens årvågenhed, som havde gjort en stor forskel for hende.
”Under en synsprøve fornemmede vi, at der var noget galt. Så vi anbefalede hende at tage til øjenlægen. Det gjorde hun, og det betød, at en øjensygdom blev opdaget i tide. Det var hun meget taknemmelig for,” siger Charlotte Svejgaard Iversen.
En kvindelig kunde, der ikke kunne beslutte sig for én brille, endte med at købe seks par på én gang. Også hun udtrykte sin glæde over butikken.
”Mange folk giver os hånden på vej ud af butikken og takker for god behandling. Det er rigtig, rigtig dejligt,” siger Tina Vedergren.

Strøgavisen

Følgende artikel har været bragt i Strøgavisen Vejle.

I Strøgavisen Vejle sætter vi fokus på strøgets butikker, de handlende og de mange mennesker, der hver dag besøger Vejles centrale shopping-gade.

Strøgavisen udkommer som et tillæg til Lokalavisen Vejle.

Publiceret 29 January 2016 10:25