Lorenzen:

"Det er utrygt at være ældre i Haderslev"

Formanden for Seniorrådet i Haderslev Kommune imødeser med gru, hvis akutbilen forsvinder

Det bliver mere og mere utrygt at være ældre i Haderslev Kommune. Det konkluderer Hans Egon Lorenzen, formand for Seniorrådet, på baggrund af udsigten til, at Region Sydjylland nu måske vil spare akutbilen i Haderslev væk. Akutbilen i Haderslev befinder sig på regionens sparekatalog. Det har fået Seniorrådet til højlydt at protestere i et høringssvar til regionen. Således skriver de i en pressemeddelelse.
"Akutbilen er en vigtig del af det præhospitale beredskab i Haderslev. Fjerner man den, frygter vi i Seniorrådet, at det kommer til at koste liv. Og her er de ældste borgere først og fremmest i farezonen," påpeger Hans Egon Lorenzen. Seniorrådsformanden gør opmærksom på, at trygheden for Haderslevs borgere - herunder de ældre - i forvejen er blevet reduceret det seneste års tid.
"Her er responstiden på akutbilen steget med hele 14 procent," siger Hans Egon Lorenzen i pressemeddlelsen og henviser til Haderslev Kommunes undersøgelse af responstiderne i sidste kvartal af 2014 og 2015. Undersøgelsen viser, at akutbilen er et minut længere om at nå frem i 2015 i forhold til 2014. Eller otte minutter mod syv minutter året før.
"Alle ved, at hvert minut er vigtigt i livstruende situationer med f. Eks. blodprop eller hjerneblødning. Jo hurtigere behandling, desto større chance for overlevelse og helbredelse. Derfor vil vi i Seniorrådet ikke stiltiende finde os i, at akutbilen i Haderslev helt spares væk. Det er utrygt nok, at responstiden er øget med de 14 procent," siger Hans Egon Lorenzen, der opfordrer regionsrådet til at lade sparekniven gå uden om Haderslevs akutbil. At den samlede besparelse kun udgør 5 – 7 mio. kr. gør det endnu mere uforståeligt, at regionen truer med nedlæggelse af akutbilerne," skriver seniorrådet i sin pressemeddelelse/ pra, #lokalavisenhaderslev

Publiceret 27 February 2016 07:00