Ekstremsport i skyggen af 1864

IHS arrangerer Adventurerace1864 i slutningen af april

Når Adventurerace1864 løber af stablen i bededagene den 22. og 23. april bliver det igen med Dybbøl Banke og Sønderborg som omdrejningspunkter.
Deltagerne bliver udfordret i discipliner som orienteringsløb, mountainbike, kano og klatreaktiviteter. De skal navigere fra kontrolpunkt til kontrolpunkt via udleverede kort.
Den præcise rute er hemmelig, men den går forbi nogle af de historisk vigtige områder fra slaget i 1864.
Det er tredje gang at Idrætshøjskolen i Sønderborg arrangerer Adventurerace1864. Sidste år deltog over 180 deltagere i løbet, der blandt andet bød på en tur på skydebanen, padle i kano i Augustenborg fjord og en tur op i trækronerne på Idrætshøjskolens nye high rope bane.
"Vi gentager succesen fra de tidligere år, og håber selvfølgelig på atter at slå deltagerrekord. Vi har lagt en helt ny rute, men den vil blive hemmeligholdt indtil lige før start, da det er en del af charmen og en af de ting der adskiller adventurerace fra andre motionsløb. Vi har desuden nogle helt nye overraskelser i ærmet til årets deltagere," siger Steffen Lemming, der til daglig er lærer på Idrætshøjskolen I Sønderborg.
Den lange Master-distance er afskaffet, så deltagerne kan nu vælge mellem Challenge med en maksimal tid på syv timer, eller den kortere Fighter, hvor nybegyndere kan prøve kræfter med et tre timers adventureace.
”Selvom 7 timer lyder voldsomt for mange, så skal man huske at de mange skift i disciplin undervejs, gør at det er forskellige muskelgrupper der bliver trætte. Desuden vil der være nogle naturlige stop undervejs, hvor man kigger en ekstra gang på kortet eller drikker og spiser lidt. Er man i nogenlunde form, skal man ikke være nervøs for at tilmelde sig Challenge-distancen, men man skal være forberedt på at blive udfordret, for det er stadig en ekstremsport," udtaler Steffen Lemming.
Som noget nyt foregår Adventurerace 1864 i år i hold á fire personer. Holdet skal følges ad hele dagen igennem, i med- og modgang.
Tilmelding kan ske på www.adventurerace1864.dk, hvor der også er tips til nybegyndere.

Publiceret 01 March 2016 06:00