Kommunen søger nye netværksfamilier til psykisk sårbare i kommunen. Alle kan møde op til informationsmøde ved forudgående tilmelding

Kommunen søger nye netværksfamilier til psykisk sårbare i kommunen. Alle kan møde op til informationsmøde ved forudgående tilmelding

Ensomme, psykisk sårbare mangler familier

Randers Kommune mangler frivillige, der ønsker at byde en psykisk sårbar medborger indenfor i deres hjem et par gange om måneden. Siden 2014 har Randers Kommune tilbudt borgere, som er psykisk sårbare at få kontakt med en netværksfamilie eller netværksven, og lige nu er der 7 borgere, som venter på at få en kontakt
 
7 psykisk sårbare borgere er i øjeblikket på venteliste til at få en netværksfamilie eller netværksven, og derfor opfordrer Randers Kommune nu flere potentielle familier til i første omgang at komme til informationsmøde om emnet. Både par og enlige kan blive frivillig netværksfamilie/netværksven, der betyder, at man et par gange om måneden får besøg af en psykisk sårbar.
Siden august 2014 har Randers Kommune tilbudt psykisk sårbare at komme i kontakt med en netværksfamilie eller netværksven. I øjeblikket har 8 mennesker med psykiske vanskeligheder en sådan kontakt, og det gør en positiv forskel for de psykisk sårbare, der typisk er plaget af ensomhed.
 
Forebygger ensomhed
”Alle har brug for at høre til og være en del af et fællesskab, hvor man er sammen om noget og betyder noget for andre. Men nogle borgere er mere alene, end de har lyst til at være, og her betyder det rigtig meget, at der er en netværksfamilie eller netværksven, der vil én og som er interesseret i at lære én at kende,” siger Susanne Rugi Ankerstjerne, der er koordinator for projekt netværksfamilier i Randers Kommune.
Ifølge Susanne Rugi Ankerstjerne er det afgørende, at der er et godt match mellem den psykisk sårbare borger og netværksfamilien / netværksvennen. Det handler fx om, at man kan tale om nogle af de samme interesser eller tage til aktiviteter sammen. Og når matchet er fundet, er der tale om en meningsfuld og ikke mindst overkommelig opgave, lyder det fra en af de nuværende netværksfamilier.
 
Det passer ind i hverdagen
”Det er dejligt at være med til at give en medborger nogle gode stunder og et frirum i hverdagen. Og vi synes, det er godt, at doseringen af samværet kan passes ind i en hverdag, så alle kan være med,” siger Susanne og Johnny, der er netværksfamilie.
Netværksfamlieprojektet er oprettet af Randers Kommune i samarbejde med Region Midtjylland og tre andre kommuner. Det er et supplement til de andre socialpsykiatriske tilbud, som Randers Kommune tilbyder og er tænkt som værende et fast holdepunkt i den psykisk sårbares liv. Samtidig kan en netværksfamilie skabe et frirum for sygdom og handleplaner og ikke mindst være en vej ud af ensomheden.

Bliv netværksfamilie

Det kræver meget mindre, end du tror – og det betyder alverden for den person, du byder inden for. Både par og enlige kan være netværksfamilie.

 

Er man interesseret i at høre mere, er der informationsmøde onsdag 9. marts kl. 19 – 21 i Psykiatriens Hus, Gl. Hadsundvej 3, 8900 Randers C. 

Publiceret 01 March 2016 13:30