Fredag modtog Team Esbjerg Esbjerg Kommunes Idrætspris. Nu opruster holdet yderligere med tilgangen af Lærke Møller.

Fredag modtog Team Esbjerg Esbjerg Kommunes Idrætspris. Nu opruster holdet yderligere med tilgangen af Lærke Møller.

Lærke Møller skal spille for Team Esbjerg

Håndboldspiller Lærke Møller starter i Esbjerg til sommer

Team Esbjerg har indgået en aftale gældende for de kommende to sæsoner med en af dansk kvindehåndbolds bedste spillere de seneste 10 år, Lærke Møller, der skifter til klubben med virkning fra 1. juli efter to sæsoner i Team Tvis Holstebro.
"Jeg synes, det er en megaspændende klub og spillertrup, der har klaret sig godt de seneste to år og kan komme til at spille med om DM og nå Champions League i denne sæson. Jeg håber, at jeg som playmaker kan bidrage til, at holdet spiller endnu bedre sammen, og at jeg har overblikket til at få det bedste ud af Team Esbjerg dygtige backs og de øvrige spillere," siger Lærke Møller.
Hun indledte karrieren i Aalborg DH og skiftede i 2009 til FC Midtjylland, hvor hun spillede i fem succesrige sæsoner, inden hun i 2014 indgik en toårig aftale med Team Tvis Holstebro. Hun har to gange DM-guld, flere sæt øvrige medaljer, to gange guld i EHF Cup, deltagelse i Champions League og Final4 samt flere pokaltitler på sit cv.
Havde Lærke Møller ikke været ramt af flere langvarige skader, ville det være blevet til betydeligt flere end hidtil 51 kampe på det danske landshold, hvor hun debuterede som 18-årig og hurtigt fik sit gennembrud. Hun genoptræner for tiden, efter at hun overrev korsbåndet i højre knæ i slutningen af september i fjor.
"Genoptræningen går over al forventning, og jeg forventer at kunne deltage i haltræning inden for en måned, så jeg vil være 100 procent fit, når jeg begynder i Esbjerg. Jeg er lige fyldt 27 år, har spillet ligahåndbold i 10 år, og jeg vil være med til at vinde guld til byen. Og så er mit mål at vende tilbage til landsholdet, der forhåbentlig kvalificerer sig til OL, og det vil jeg gøre alt for at komme i betragtning til," siger Lærke Møller.
Cheftræner Lars Frederiksen ser frem til ikke bare at få et alternativ på playmakerpladsen, hvor Estavana Polman har været alene siden Lotte Grigels afsked med klubben i efteråret.
"Lærke Møller bruger hovedet, når hun spiller håndbold, og vi har hidtil lidt manglet en spiller på vores hold, som kan bevare overblikket i stressede situationer. Med sin hurtighed, fornuft og håndboldforstand vil hun blive en væsentlig forstærkning for os,2 siger Lars Frederiksen.
Sportschef Thomas Hylle glæder sig over, at det er lykkedes at tilføre en bagkæde bestående af udenlandske spillere en dansk profil.
"Lærke er en superspændende spiller, der med sin evne til at se spillet og sit drive kan rigtig meget på en håndboldbane. Hun er en lidt anden type spiller, end vi har, og som den intelligente håndboldspiller, hun er, vil hun kunne se nye muligheder i vores spil," siger Thomas Hylle.
Lærke Møller flytter til Esbjerg, når hun indleder sin kontrakt til sommer.
 

Lærme Møller

Publiceret 01 March 2016 12:00