Fire af de fem RAC’ere, der skal i ringen næste lørdag. Fra venstre Oliver Andersen, Rasmus Kallesøe, Kasper Mørk og Rasmus Rasmussen sammen med assistenttræner Kent ”Dolle” Christensen og cheftræner Søren Ahm

Fire af de fem RAC’ere, der skal i ringen næste lørdag. Fra venstre Oliver Andersen, Rasmus Kallesøe, Kasper Mørk og Rasmus Rasmussen sammen med assistenttræner Kent ”Dolle” Christensen og cheftræner Søren Ahm

RAC har rejst sig fra tælling

Fem mand med lovende fremtid klar til kamp den 12. marts
 
Randers Atlet Club har været til tælling i flere sæsoner, men nu har man rejst sig og er omsider klar med en aktivitet – stævne i Dronningborghallen lørdag den 12. marts, hvor RAC selv stiller med fem boksere.
Det går op og ned i bokseverdenen og også i den randrusianske del af slagsen, men nu tror RAC atter på muligheden f or at markere sig i jysk boksning.
”Vi har vendt nedturen. Jo, det er korrekt, at vi faktisk en overgang stod helt uden kampboksere. Nu har vi et godt kuld, der træner godt sammen, har det godt sammen og har gjort det godt i denne sæson. Og det bedste ved det hele er, at det er unge fyre. Ingen er over 23-24 år, så der skulle gerne være en del gode år i dem endnu. Nu er det så op til os at fastholde dem og motivere dem til at fortsætte,” siger RAC-cheftræneren Søren Ahm, der er i gang med sin trænersæson nr. 37 i RAC siden starten i 1980.
Til stævnet den 12. marts har Ahm meldt Rasmus Rasmussen, Kasper Mørk, Rasmus Kallesøe, Oliver Andersen og Lasse Virkus klar til kamp.
De har alle gjort sig endog særdeles godt bemærket ved forskellige turneringer og klubstævner. Således vandt Kallesøe og Mørk guld ved Viking Box Cup, hvor Rasmus Rasmussen og Lasse Virkus fik sølv, og Rasmus Rasmussen vandt den store Hancock Box Cup.
Rasmuse Rasmussen har fire sejre i fem kampe i denne sæson, Mørk tre sejre i fire opgør – de seneste to kampe er begge stoppet i første omgang til Kaspers fordel, sæsondebuterende Kallesøe har fire sejre i fem forsøg, mens Oliver Andersen nu er oppe på 10 kampe med fem sejre og fem nederlag. Lasse Virkus er noteret for én sejr i fire kampe.
”Men det kunne godt have været tre sejre, for to gange har han tabt knebent med dommerstemmerne 2-1 - afgørelser, der lige så let kunne være tippet til Lasses fordel,” mener træner Ahm.
 
Sværvægter på vej
RAC kunne godt om nødvendigt have sendt en sjette bokser i kamp næste lørdag, idet sværvægteren, 22-årige og 88 kg. tunge Chresten Morell er klar til debut.
”Men så skulle vi have ham til scanning og lægeundersøgelse. Det er meget og en forholdsvis stor udgift for måske kun en kamp i denne sæson, så derfor har vi besluttet at gemme ham til næste sæson,” siger Søren Ahm, der glæder sig til stævnet - og over, at der er forholdsvis stor opbakning til fællestræningen hver lørdag, hvor boksere fra Combat Boxing Randers, Hadsund og Hobro jævnligt dukker op.
”Desværre har vi ikke i nogen tid set boksere fra Randers Bokse- og Motionsklub, men de kommer forhåbentlig snart med igen,” er Søren Ahms håb.

Skal have mindst 10 kampe

RAC’s tidligere sværvægtsbokser og nuværende bestyrelsesmedlem, matchmaker og pr-mand Peter Strangholt vil have 12 kampe på plakaten til stævnet den 12. marts i Dronningborghallen.

”Bare for en sikkerheds skyld, for så kan vi klare et afbud eller to. Lykkes det os derimod kun at matche 10 kampe, kan vi med lidt uheld og skader risikere at havne på blot otte kampe, og det er for lidt,” siger Strangholt, der sammen med formanden Hans Olav Christensen skal matche RAC-bokserne.

RAC stiller selv med fem mand.

”Johnny Jørgensen og Combat Boxing kommer med tre mand, de selv matcher, og så håber vi at få et par stykker med fra Randers Bokse- og Motionsklub. Hvis de ikke har kampboksere, må vi lave et par kampe med boksere fra andre klubber,” siger Strangholt.

Publiceret 01 March 2016 12:00