Esbjergs Casper Nielsen og FCKs Thomas Delaney, da FC København søndag mødte Esbjerg fB i Parken. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Esbjergs Casper Nielsen og FCKs Thomas Delaney, da FC København søndag mødte Esbjerg fB i Parken. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Analyse:

Operationen gik godt, men patienten døde

Af
Rune Weitling

Ak ja ak ja. Som så mange gange før blev det lige ved og næsten for EfB, der heller ikke i søndagens premierekamp i Parken fik flere point til den ellers trængende konto.

FCK sejrede med 2-1 efter en kamp, hvor EfB ellers viste et godt udtryk, da man bestemt ikke var taget til hovedstaden for at parkere bussen foran eget mål.

Vestjyderne turde således spille med københavnerne, og selv om kampen især i første halvleg var låst og bar præg af, at det var premierekampen, så var forestillingen ganske intens, og det var yderst opmuntrende, at der ikke blev bakket på en eneste duel.

Især unge Jeppe Brinch var inde og klaske til Nikolaj Jørgensen, og selv om selvsamme Brinch tog sig en ordentlig blunder ved FCK's 1-0 mål, er der grund til at rose den unge forsvarsspiller for en fin kamp.

I det hele taget har EfB fået et solidt defensivt udtryk, og det var betryggende at se, at relationerne i det unge og uprøvede forsvar ser ganske fornuftige ud, ligesom holdet tydeligvis ikke er nær så nemme at spille ind i banen imod længere.

Betryggende var det bestemt også at se Jesper Jørgensen på midtbanen. Det er muligt, at Magnus Lekven bærer anførerbindet, men Jesper Jørgensen trådte i den grad i karakter som EfB's kaptajn med masser af fight og overskud til at dirigere med holdkammeraterne.

Tandløs offensiv

Når de ting er nævnt, så er det også på sin plads at vurdere spillet fremad banen.

Jonas Dal sagde til undertegnede inden premieren, at han godt kunne acceptere, at det offensive spil og målene lod vente lidt på sig, hvis man spillede solidt defensivt, holdt nullet og overholdt aftalerne.

Fair nok, men bortset fra EfB målet - der heldigt blev rettet af - må man erkende, at EfB's angreb var total tandløst.

Ja faktisk havde FCK's keeper ingen redninger i hele kampen, og det siger en del.

Man var ganske vist oppe imod en dygtig modstander, men selv var man bestemt heller ikke dygtige nok offensivt, og der manglede i udtalt grad mere kølighed i omstillingsspillet, hvor man sparkede den alt for meget frem, ligesom man slet ikke fik spillet bolden i de frie rum.

Her må det også være på sin plads at spørge, om man spillede rigtigt, da man satte Ronnie Schwartz ind?

I angriberens nuværende form er det i hvert fald håbløst at sende lange bolde i dybden, som han skal forsøge at løbe op. Der manglede i det hele taget fart i spillet og flere omstillinger, og EfB mandskabet formåede slet ikke at komme bag om FCK's forsvar eller få trykket spillet. Det skal der arbejdes med.

Sejren til FCK var ingenlunde ufortjent, men ufortjent var det, at Nikolaj Jørgensen fik godkendt sin 2-1 scoring. Forinden begik han et gigantisk frispark på Daniel Stenderup, og det er ærlig talt ufatteligt, at dommeren - eller hans tre-fire hjælpere - ikke kan se frisparket.

Alt det til en side, så står der tilbage, at EfB leverede et godt udtryk - især defensivt - i premieren, hvor man turde spille med mandsmod i Parken. Tilbage står dog også, at kampen gav lige præcis nul point.

Publiceret 01 March 2016 11:00