Befolkningstilvæksten nåede i 2015 sit højeste antal i 40 år, da Kolding Kommune fik 901 nye borgere. Grafik: Kolding Kommune

Befolkningstilvæksten nåede i 2015 sit højeste antal i 40 år, da Kolding Kommune fik 901 nye borgere. Grafik: Kolding Kommune

Borgmester:

Fortælling om Kolding virker

Job, uddannelse, kærlighed og julekort virker

hjemvendt Der er stadig en del kommuner foran Kolding, når det handler om at trække bysbørnene tilbage til hjemstavnen igen. På Kommunernes Landsforenings medlemsblad Momentums liste indtager Kolding aktuelt en 28.plads, men i lighed med flere af de andre sydjyske kommuner er der masser af positive tendenser at spore. Sidste år havde kommunen således en befolkningstilvækst på 901 nye borgere. Det er ifølge kommunen det højeste antal siden 1972, og ikke overraskende glæder det borgmester Jørn Pedersen, at det rent faktisk lykkes at lokke flere af de ellers fraflyttede hjem i folden igen. “Det viser, at det vi fokuserer på for at skabe tilflytning og også fraflytning er det rigtige. Nemlig at der er tre ting, som får borgere til at flytte fra en kommune til en anden: uddannelse, job og kærlighed. Der skal vi igen og igen fortælle historien om, at vi har flere jobs end borgere i den arbejdsduelige alder, at vi er en studieby med mere end 9500 og et fantastisk studiemiljø, og endelig at vi har 15.000 singler,” lyder det fra Jørn Pedersen.

Vi ses igen

Han tilføjer, at det dermed ser ud til, at det er lykkedes at flytte fokus fra de traditionelle ting, som Kolding var kendt for - Koldinghus, Kolding Storcenter og håndbold - til også at handle om de mere nære værdier, og samtidig gøre opmærksom på hele Trekantområdets muligheder fra et jobmæssigt perspektiv, hvor man finder en halv million jobs inden for en relativt kort pendlertid. Desuden har kommunen igennem flere år også haft succes med at gøre de bortflyttede bysbørn opmærksomme på, at Kolding altså stadig er her, hvis de ønsker at vende snuden hjemad. “De sidste tre år har vi sendt julekort ud til de fraflyttede, og ud over at ønske glædelig jul, så har jeg udtrykt håb om, at de husker deres hjemkommune, at de er gode ambassadører, og at vi glæder os til at se dem igen,” fortæller Jørn Pedersen.

Publiceret 01 March 2016 08:00