Forældre om Fjordskolen:

“Nu må vi skaffe de allerbedste rammer”

Forældrene er rystede, men fokus er nu rettet på at få gjort indflydelsen gældende fremadrettet

Af
Af Betina Skjønnemand

Forældrene til børnene på Fjordskolen er rystede og chokerede, efter at et flertal i byrådet i sidste uge besluttede at flytte skolen til Kruså - på trods af massive protester.
For forældrerepræsentant i Fjordskolens skolebestyrelse, Mette Larsen, fortsætter kampen dog ufortrødent.
“Nu gælder det først og fremmest om at gøre vores indflydelse gældende, så vi får de allerbedste rammer til børnene på Kruså skole. Det er det, der er vores fokus nu,” fortæller hun.
Der er allerede sendt et brev til borgmesteren omkring, hvilke repræsentanter, forældrene gerne ser i den styregruppe, som skal nedsættes for at følge processen med et flytning og en modernisering af skolen tæt.
“Vores oplæg er, at der skal være en medarbejder fra hver af Fjordskolens fire afdelinger. Så skal der være to fra ledelsen og to forældrerepræsentanter. Og så tænker vi også, at det kunne være fint, hvis der var plads i gruppen til en psykolog eller en terapeut,” fortsætter Mette Larsen.
Hun forventer, at gruppens sammensætning hurtigt bliver kendt, fordi det allerede er planen, at gruppen skal mødes første gang i uge 10.
“Det går virkelig stærkt. Men nu lægger vi alle vores kræfter i at finde at skaffe de bedste rammer i Kruså. Vi har ikke i sinde at modarbejde noget som helst. Nu skal vi gøre vores indflydelse gældende,” slutter Mette Larsen.

Publiceret 01 March 2016 10:00