Held:

To mænd slap uskadt fra soloulykker

To mænd mistede mandag begge herredømmet over deres biler i Esbjerg, men slap begge heldigt fra det

Af
Louise Ritter

To mænd kom mandag galt af sted i deres biler i Esbjerg - heldigvis endte begge uheld kun med materiel skade.
Kl. 17.15 kom en 44-årig mand fra Esbjerg kørende i Storegade, da han - ifølge politiet - fik et blackout og endte i den modsatte bane. Trods tidspunktet hvor der normalvis er masser af trafik i netop Storegade undgik manden alligevel at ramme andre trafikanter. Til gengæld ramte han et skilt og efterfølgende nogle buske, inden bilen endte ved en flagstang ud for restauranten Sunset Boulevard.
Omkring kl. 20.00 var det en 30-årig mand fra Esbjerg, der kom galt af sted på motorvejen. Manden kørte med en lukket trailer spændt på bilen, da han mistede herredømmet over den, ramte autoværnet og endte med fronten mod kørselsretningen.
Indholdet af traileren røg ud i forbindelse med uheldet, der derfor blandt andet krævede spuling af vejbanen, inden motorvejen igen blev givet fri.
 

Publiceret 01 March 2016 09:45