Narko på nettet:

Otte unge dømt for omfattende narkosalg via sociale medier

Hele otte unge blev i dag dømt for at have handlet med narko på internettet.
De unge, som er i alderen 19 til 28 år, er idømt i alt 15 års fængsel ved Retten i Odense, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
"Sagen er alvorlig. Det er nærmest skræmmende, hvor let det har været. Det var stort set som at bestille en pizza," siger senioranklager Marina Hedam Moltke-Leth om de unges salg, som i høj grad er foregået via Facebook.
Her har de handlet med blandt andet kokain, amfetamin, ecstasy og LSD.
Måden, det forgik på, var at de købte narko ved en leverandør, og herefter postede de salgsannoncer på det sociale medie.
Bestillingerne kom ind, og så kunne køber enten selv hente narkoen eller få det bragt ud mod et mindre gebyr.
Ifølge Fyns Politi var flere af de dømte hjemmeboende, og hos én af dem fandt man amfetamin gemt i forældrenes fryser.
Fem af de otte personer har været varetægtsfængslet under sagen, mens to blev varetægtsfængslet efter dagens dom.
De otte unge blev idømt fra et år og ni måneders fængsel og op til tre år og seks måneders fængsel.
Alle har bedt om betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Publiceret 01 March 2016 15:39