Sagsbehandlere skal have en bonus for at få ledige i arbejde, mener Christoffer Lilleholt (V).

Sagsbehandlere skal have en bonus for at få ledige i arbejde, mener Christoffer Lilleholt (V).

V:

Sagsbehandlere skal have jobbonus

Venstre foreslår at give sagsbehandlere en kontant bonus for at få ledige i arbejde

Af
Daniel Rasmussen

Sagsbehandlerne i Odense Kommune skal have en belønning for at få ledige i arbejde.
Sådan lyder det fra Venstre, som foreslår, at Odense Kommune som en forsøgsordning indfører resultatløn for sagsbehandlere i Beskæftigelsesforvaltningen.
“Vi har bygget vores samfund op på den måde, at hvis man arbejder lidt ekstra, så får man også lidt ekstra ud af det. Jeg kan ikke se noget problem i, at det også er sådan på det her område,” siger Christoffer Lilleholt (V).
Han peger på, at Odense har den femte højeste ledighed i landet. Derfor mener han, at det er nødvendigt at tage nye værktøjer i brug for at vende udviklingen.

K: Dårligt tidspunkt

Beskæftigelses- og Socialrådmand Steen Møller (K) er ikke afvisende overfor idéen om resultatløn.
Han mener dog, at det er et dårligt tidspunkt at indføre en forsøgsordning på, fordi forvaltningen netop har taget en række tiltage for at få alle medarbejderne til at arbejde mere målrettet på at få de ledige i job eller i uddannelse.
Han mener, at ændringerne skal slå igennem først.
“Jeg forstår Venstres utålmodighed, og jeg deler den fuldtud, men nu skal ændringerne altså have en chance for at virke, før vi begynder at gribe efter alle mulige andre værktøjer,” siger Steen Møller.

Ingen flertal

Socialdemokraterne er heller ikke begejstrede for forslaget.
“Jeg tror, at de mennesker, der er ansat i forvaltningen, rigtigt gerne vil hjælpe borgerne i arbejde. Vores problem er ikke, at vores medarbejdere ikke motiverede nok. Vores problem er, at der ikke bliver skabt nok arbejdspladser i Odense, og at de ledige ikke er kvalificerede nok,” siger Tim Vermund (S).
Enhedslisten har tidligere meldt ud, at de er imod forslaget om resultatløn, og dermed ser det ikke ud til, at Venstre kan samle et flertal bag forslaget.
Byrådet tager stilling til sagen onsdag den 2. marts efter avisens deadline.

Publiceret 01 March 2016 12:00