Strømtyveri koster Energi Fyn millioner

Elselskabet vurderer, at tyveriet koster omkring to millioner kroner om året

Energi Fyn oplever store problemer med strømtyveri.
Det skriver elselskabet i en pressemeddelelse, hvor det vurderes, at der årligt bliver stjålet en million kilowatttimer - hvilket ifølge tal fra Energistyrelsen svarer til det forbrug, godt 640 danskere ville have på et år. 
"Vi opdager i gennemsnit to-tre strømtyverier om ugen. Hertil kommer de større tyverier i forbindelse med skunkproduktioner. De penge, vi mister ved tyveri, skal i sidste ende betales af vores øvrige kunder. Derfor bruger vi mange ressourcer på at opdage og bevise tyverierne," siger Stig K. Bøgelund, chef for Installation og Måleteknik hos Energi Fyn. 
Elselskabet foretager løbende kontrolmålinger i udvalgte områder, og opdages der uregelmæssigheder, undersøges sagen, og er der foregået noget ulovligt, kan det munde ud i en politianmeldelse.
"I 2015 har vi foretaget 36 politianmeldelser for strømtyveri. Indtil nu har vi vundet to retssager, en er opgivet på grund af manglende bevismateriale, og 33 sager venter på at blive afgjort, fortæller Stig K. Bøgelund.
De to vundne sager, hvor de dømte har fået en betinget dom og har skullet betale for den stjålne strøm samt sagsomkostningerne, er tegn på, at politiet og domstolene tager tyveriet alvorligt, mener Energi Fyn.
"Det er vigtigt for os at sende et signal om, at strømtyveri er strafbart og kan blive straffet med en betinget dom og økonomisk tilbagebetaling," forklarer Stig K. Bøgelund.
Tyveri af strøm sker typisk ved at sætte kraftige magneter på elmåleren eller ved ulovlige og ofte farlige installationer uden om elmåleren.

Publiceret 02 March 2016 14:00