Kunderne kan knap nok vente på, at det nybyggede Haderslev Dyrehospital på Moltrupvej slår dørene op. Det gør det mandag den 14. marts.

Kunderne kan knap nok vente på, at det nybyggede Haderslev Dyrehospital på Moltrupvej slår dørene op. Det gør det mandag den 14. marts.

Nyt dyrehospital:

Sky og nervøse dyr er i gode hænder

Dyreklinikkerne på Ole Rømers Vej og Jomfrustien flytter sammen i nybyggeri på Moltrupvej 49

Af
Mette Henriksen

Særskilte venteområder for henholdsvis hunde og katte, lydtætte konsultationer, så dyr ikke forskrækker hinanden og klassisk musik i burrummene, er bare nogle af de tiltag, som de fire- og tobenede besøgende kan glæde sig til, når to dyreshospitaler bliver til et på Moltrupvej 49.

Samler kræfterne

Det nybyggede Haderslev Dyrehospital, en sammenlægning af de nuværende klinikker på Ole Rømers Vej og Jomfrustien, slår dørene op mandag den 14. marts. Dyrlæge og medejer Peter Gram glæder sig således til, at klinikken snart kan slå dørene op til nye, moderne rammer.
”Der er ingen tvivl om, at vi står stærkere ved at samle kræfterne på én adresse. Vi kan levere en bedre service som eksempelvis længere åbningstider og i det hele taget skabe et bedre flow og samarbejde,” siger dyrlæge og medejer Peter Gram, mens daglig leder Rikke Schnoor tilføjer:
”Vi vil så gerne skabe gode oplevelser og har derfor tænkt meget i at se dyrlægebesøg fra dyrenes synsvinkel – også de sky og nervøse.”

Farvelrum

Også når det kommer til den mest følelsesladede situation – at skulle tage afsked med sit kæledyr for sidste gang - er der tænkt i at tage særlige hensyn:
”Vi har indrettet et særligt 'farvelrum', hvor man i fred og ro kan tage afsked med sit kæledyr,” siger hun.
På den nye adresse skal der holdes endnu flere faglige og sociale arrangementer.
“Vi får et stort møderum med over 40 siddepladser. Det vil vi bruge til at imødekomme de ønsker, som vore kunder har til foredrag og sammenkomster. Med et fagligt stærkt personale, herunder en meget dedikeret kattedyrlæge, er det helt oplagt at tilbyde sådanne arrangementer.”
Det nye dyrehospital inviterer til åbningsfest den 6. maj, hvor klinikken slår dørene op til hele hospitalet, og byder på rundvisning, aktiviteter for store og små, samt forfriskninger.


”Vi har indrettet et særligt 'farvelrum', hvor man i fred og ro kan tage afsked med sit kæledyr.”

Publiceret 02 March 2016 09:30