31,6 millioner til flere varme hænder

Odenses andel af velfærdsmilliarden skal bruges på personale

Af
Af Jane Thoning Callesen

Odenses ældre skal have bedre velfærd og flere varme hænder omkring sig.
Derfor godkendte Odense byråd i går Ældre- og Handicapudvalgets forslag om at bruge Odenses andel af Folketingets Værdighedsmilliard på at fastholde og tiltrække personale. 
Beløbet lyder på 31.6 millioner kroner, og det er især sygeplejersker og terapeuter, som vil blive prioriteret, da disse to faggrupper er afgørende for at støtte de ældre til et godt hverdagsliv.
"Frem for bare at smøre pengene jævnt udover hele driften, har vi valgt at prioritere tiltag, hvor det virkelig kan mærkes. Vi fokuserer på den borgernære velfærd og på indsatser, der kan skabe øget livskvalitet for vores svageste ældre", siger den ansvarlige rådmand Brian Skov Nielsen (EL).
Demensområdet får også tilført flere midler, ligesom b yrådet desuden har valgt at prioritere mad og ernæring.
Blandt andet skal ansættelsen af diætister og måltidsguides tage kampen op mod fejl- og underernæring blandt ældre, så flere får den energi, der skal til for at komme godt gennem hverdagen.
"Jeg synes, det er nogle fine tiltag. Vi har gennem lang tid oplevet, at der er blevet skåret ned på personalet, og det gør det svært at løse kerneopgaverne. Det er godt for borgerne, hvis der kommer mere personale, og det vil også kunne styrke det tværfaglige samarbejde", siger Lisa Skinbjerg Pedersen, der er Rehabiliteringsleder på Enrum Plejecenter. 

Publiceret 03 March 2016 11:45