Esbjergs Jeppe Højbjerg, da FC København søndag vandt 2-1 over Esbjerg fB i Parken.

Esbjergs Jeppe Højbjerg, da FC København søndag vandt 2-1 over Esbjerg fB i Parken.

Jeppe Højbjerg kåret som årets U21-talent

De to seneste år er Daniel Iversen og Mark Brink blevet kåret som årets U17-talent, og i år er prisen til en EfB'er rykket op i den ældste årgang for ungdomslandshold. Jeppe Højbjerg blev forleden hyldet med DBU's Talentpris i U21-årgangen.
"Sådan en pris er noget, man kan håbe på, men ikke forvente. Jeg har holdt nullet i U21-landsholdets fire EM-kvalkampe, men der er så mange gode spillere i årgangen, også i udenlandske klubber. Det er en kæmpeære og en stor oplevelse at få overrakt prisen. Det er stort," siger Jeppe Højbjerg.
DBU's betegner i sin motivation for at vælge Jeppe Højbjerg den 20-årige EfB'er som en målmand med et sjældent internationalt potentiale. Hans klubtræner i EfB. Jonas Dal, glæder sig på sin nye førstemålmands vegne over prisen.
"Det er noget, vi alle i EfB er stolte af på Jeppes vegne. Det er fedt, at et talent fra egen ungdomsafdeling går så langt, og det er også en kæmpecadeau til vores målmandstrænere. U21-talentprisen er lige under A-landsholdet, der er det næste, han kan nå. Jeg vil ikke udelukke, at han en dag kan gå hele vejen og få debut på A-landsholdet. Men med den målmand, vi har nu, skal han nok være tålmodig," siger Jonas Dal.
Jeppe Højbjerg modtog DBU's Talentpris dagen efter sin superligadebut mod FC København for øjnene af næsten 17.000 tilskuere i Telia Parken, og han har dermed haft et par forrygende dage i sin unge karriere.
"Bortset fra resultatet var det en stor oplevelse. Parken er det sted, man helst vil debutere, når man lige ser bort fra hjemmebanen. Næste gang bliver det på Blue Water Arena mod Randers FC, og det bliver mindst lige så stort," siger Jeppe Højbjerg.

Publiceret 03 March 2016 10:00