Kloster:

"Enhedslisten tager skoler og daginstitutioner som gidsler"

Byrådsmedlem Bent Kloster (V) er utilfreds med Enhedslisten efter udvalgsmøde

"Udvalget for børn og familie var på udvalgsmødet d. 29. februar i den heldige situation, at der skulle fordeles ca. 6,2 mio. Kr. til områder indenfor udvalget," fortæller Bent Kloster (V) i en pressemeddelelse, som fortsætter:
"Flertallet i udvalget ønskede at sende 2 mio. kr. til skolerne og 1 mio. kr. til daginstitutionerne. Pengene skal hurtig ud til at give et løft til de børn der går i skolerne og daginstitutionerne, så de når at få mest ud af den i 2016. Enhedslisten valgte dog at slå bremsen i, da de ville have beslutningen i byrådet. Denne beslutning får dog store konsekvenser for alle børn i Haderslev kommune. Ved at have trukket håndbremsen, vil beslutningen om fordelingen af skolen først kunne behandles på byrådsmødet sidst i marts måned. Så skolerne og børnehaverne reelt først kan få ansat nogle flere hænder til børnene efter skolernes sommerferie." 
"Det er synd for kommunens børn, at Enhedslisten hellere vil tage dem som gidsler i stedet for at være konstruktive og finde løsninger," siger Bent Kloster og slutter:
"Pengene kunne meget hurtigt betyde flere voksne pr. Barn eller støtte til inklusion, men nu må børnene desværre vente et stykke tid endnu."
 

Publiceret 03 March 2016 07:15