Uhyggeligt hjemmerøveri:

74-årig kvinde overfaldet

Ved halv et-tiden natten til torsdag blev en ældre kvinde udsat for et ganske voldsomt hjemmerøveri, da en ung mand brød ind i hendes bolig på Tjørnehaven i Odense N.
Den 74-årige kvinde vågnede ved at en sten blev smidt igennem hendes rude.
Da hun gik ud til sit køkken, mødte hun en mand, som var trængt ind i boligen.
Den 74-årige kom i håndgemæng med hjemmerøveren og blev i den forbindelse slynget bagover i et vitrineskab, hvis glas splintrede.
Kvinden endte på gulvet og skar sig på glasskårene, alt imens den ukendte gerningsmand fik tiltusket sig hendes røde håndtaske, som indeholdt kontanter og hævekort.
"Vi undersøger de sparsomme spor, som vi har i øjeblikket. Vi har ikke lige en bestemt retning at gå i øjeblikket, så vi hører gerne fra vidner, som har set noget, eller som ligger inde med kendskab til gerningsmanden," siger politikommissær Carsten Arentoft til Lokalavisen Odense.
Fyns Politi har allerede afhørt den 74-årige kvinde, som ikke kom alvorligt til skade, og senere i dag skal de have en uddybende snak med hende for at se, om hun kan komme med yderligere oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen på vej.
Vil du karakterisere det som et særligt voldsomt hjemmerøveri?
"Et hjemmerøveri er i sig selv voldsomt - ikke mindst for den, det går ud over - men der har ikke været truet med hverken pistol, kniv, slagvåben eller lignende. Men han skubber til hende, så hun falder ned på gulvet, og det viser, at han har en eller anden form for vilje til at gennemføre røveriet," lyder det fra Carsten Arentoft.
Hjemmerøveren var dansk af udseende og vurderes til at være mellem 18 og 25 år. Han var iført en sort jakke med en hætte, som han havde trukket over hovedet, og sorte bukser.

Publiceret 03 March 2016 12:15