Rune Højstrup Søe er sammen med sine to delebørn venskabsfamilie for Abdul Hamid, hans kone Naslee og deres syvårige søn. Han opfordrer mange flere til at blive venskabsfamilie.

Rune Højstrup Søe er sammen med sine to delebørn venskabsfamilie for Abdul Hamid, hans kone Naslee og deres syvårige søn. Han opfordrer mange flere til at blive venskabsfamilie.

30-40 asylfamilier ønsker sig danske venner

Mange familier på asylcentret i Hviding søger danske venskabsfamilier - RUne, Abdul og Naslee er allerede blevet venner

Af
Louise Ritter

Rune, Abdul og Naslee er venner.
Det kunne næsten lyde som titlen på en moderne, dansk børnebog, men det er nu et faktum hentet på asylcentret i Hviding. Her flyttede ægteparret Abdul og Naslee Hamid fornylig ind sammen med deres syvårige søn Mohammed. De lod hurtigt centrets personale vide, at de var meget interesseret i at komme i kontakt med en dansk familie, og pludselig stod 38-årige Rune Højstrup Søe foran dem. Sammen med hans to delebørn bor han i Vester Vedsted. Han arbejder på VUC i Esbjer,g hvor han blandt andet underviser to-sprogede, så kontakten til folk af anden etnisk herkomst er langt fra ny for ham - alligevel så han masser af perspektiver i at blive venskabsfamilie.
“Helt generelt synes jeg, at mine børn skal lære at være åbne og tolerante mennesker. Samtidig synes jeg, at vi må gøre vores bedste for at tage imod de mennesker, der kommer til vores område, og det er egentlig baggrunden for, at vi er blevet venskabsfamilie,” siger Rune Højstrup Søe, hvis nye syriske venner kun taler deres eget sprog. Deres møder foregår derfor med tolk, men det lægger nu ikke en dæmper på oplevelsen uanset om mødet bare er et hurtigt besøg af Rune på centret, en tur rundt i Ribe, en tur i supermarkedet eller et besøg hos hele familien Højstrup Søe i Vester Vedsted.
“Vi er meget glade for Rune,” smiler Abdul Hamid, der særligt ser Rune som en stor hjælp, når det kommer til at lære det danske samfund at kende.
“Rune kan hjælpe os med praktiske ting, og gennem ham oplever vi, hvordan danskerne lever og om deres kultur,” siger Abdul Hamid, der ligesom Rune Højstrup Søe håber, at kontakten mellem dem vil bestå, familien Hamids fremtid forhåbentlig snart afgøres.

Mange familier venter

På nuværende tidspunkt er tolv danske familier matchet med familier på asylcentret i Hviding, men behovet er langt større. 30-40 flygtningefamilier ønsker sig danske venskabsfamilier, så derfor søger centrets frivilligkoordinator, Tatiana Rusuberg med lys og lygte efter danske familier med lyst til at bruge lidt tid sammen med en udenlandsk familie.
“Man kan sagtens bo et stykke væk, hvis bare man er indstillet på at køre hertil indimellem. Man behøver heller ikke at være en traditionel familie med far, mor og børn,” siger Tatiana Rusuberg, der har masser af argumenter for, hvorfor en venskabsfamilie er så vigtig.
“En venskabsfamilie giver unikke muligheder for flygtningene. De får et indblik i danske traditioner, danske familiers liv. Hvad vi gør til børnefødselsdage, jul og i forhold til børnenes skolegang, hvor der i Danmark også er relationer mellem forældrene. Venskabsfamilierne kan også vise rundt i lokalområdet, og så er det selvfølgelig også en god måde at høre og lære dansk sprog.”

Publiceret 09 March 2016 12:00