Estavana Polman satte som den første sin underskrift på en ny aftale med Team Esbjerg. Siden fulgte Lærke Møller og Emily Stang Sando.

Estavana Polman satte som den første sin underskrift på en ny aftale med Team Esbjerg. Siden fulgte Lærke Møller og Emily Stang Sando.

Sejr og fire nye kontrakter

Team Esbjerg har forlænget med tre profiler og skrevet kontrakt med en fjerde. Samtidig blinker grundspillets førsteplads forude

Af
Rune Weitling

Blækket har i den grad flydt i Team Esbjerg i den forgangne uge, hvor hele fire profiler har sat deres signaturer på nye kontrakter.
Først var det den hollandske stjernespiller Estavana Polman, der annoncerede, at hun havde underskrevet en ny et-årig kontrakt med vestjyderne. Til stor glæde for både klub, fans og ikke mindst den 23-årige Polman selv
“Jeg er en spiller, der er drevet af følelser, og jeg elsker at spille for et stort publikum, som vi har i Esbjerg. Jeg elsker klubben, menneskene i klubben og publikum. Alt fungerer, og klubben overholder alle aftaler. Det betyder meget for mig,” siger Estavana Polman.
Få dage efter Estavana Polmans kontraktforlængelse kunne Team Esbjerg afsløre, at man har skrevet en to-årig kontrakt med en af landets dygtigste playmakere i form af Lærke Møller, der skifter til klubben med virkning fra 1. juli efter to sæsoner i Team Tvis Holstebro.
“Jeg synes, det er en megaspændende klub og spillertrup, der har klaret sig godt de seneste to år og kan komme til at spille med om DM og nå Champions League i denne sæson. Jeg håber, at jeg som playmaker kan bidrage til, at holdet spiller endnu bedre sammen, og at jeg har overblikket til at få det bedste ud af Team Esbjerg dygtige backs og de øvrige spillere,” siger Lærke Møller i en pressemeddelelse fra klubben.
Som om de to kontrakter ikke var nok, så satte Team Esbjerg en fed streg under, at de mener det seriøst, når de siger, de vil spille med helt fremme, da de også forlængede kontrakterne med hollandske Laura Van der Heijden og med holdets førstemålmand Emily Stang Sando
Siden den snart 27-årige målvogter kom til Team Esbjerg fra Flint Tønsberg, har hendes målsætning ikke ændret sig.
“Da jeg kom, havde Team Esbjerg opnået en sjetteplads, og jeg har været med i hele udviklingen frem til at ligge nummer et. Vi har nu mulighed for at vinde guldmedaljer og spille Champions League, og det er det, jeg går efter,” siger Emily Stang Sando.
Team Esbjerg vandt i øvrigt lørdag for tredje gang i fire indbyrdes kampe i denne sæson over de danske mestre fra FC Midtjylland, og 27-25-sejren i IBF Arena var et meget stort skridt mod sejren i grundspillet.

Publiceret 09 March 2016 16:00