Jesper Buhl takker af som operachef

Jesper Buhl takker af som operachef

Efter ni år på posten:

Operachef forlader Den Fynske Opera

Efter 9 år som operachef på Den Fynske Opera, fratræder Jesper Buhl stillingen efter sommerferien.

Jesper Buhl har høstet mange succeser gennem ni år som chef for operaen.
Succesen kulminerede med sidste års nyskrevne operaforestilling ”Andre Bygninger”, som også udløste den prestigefyldte Reumert pris i kategorien Bedste Opera til Den Fynske Opera.
Men nu takker operachefen af efter næsten et årtis tro tjeneste, og det gør han, fordi han gerne vil prøve noget nyt, skriver Den Fynske Opera i en pressemeddelelse.
"Jeg føler jeg er nået så langt, som det er muligt, under de nuværende betingelser på Den Fynske Opera. Derfor vil jeg nu søge nye udfordringer, uden jeg på nuværende tidspunkt kan sige hvor eller hvordan. Jeg har haft en spændende og god tid på operaen, men nu mener jeg, det er tiden, hvor jeg må videre," siger Jesper Buhl.
Nu påbegynder Den Fynske Opera arbejdet med at få fundet en god afløser for Jesper Buhl, forklarer formanden.
"Vi er naturligvis kede af at miste Jesper Buhl som operachef, men vi har stor respekt og forståelse for Jespers ønske om at komme videre," siger Den Fynske Operas formand John Wozny og fortsætter:
"Jesper har igennem årene været næsten synonym med Den Fynske Opera og har med utrættelig kraft promoveret institutionen. Vi vil nu bruge tiden frem til sommerferien, på at finde den rigtige person til at viderefører dette vigtige arbejde."

Publiceret 09 March 2016 11:44