Uffe Steiner Jensen (S) var borgmester, da Ungdommens Hus blev etableret. Han glæder sig over husets betydning for brugerne og byen. Arkivfoto

Uffe Steiner Jensen (S) var borgmester, da Ungdommens Hus blev etableret. Han glæder sig over husets betydning for brugerne og byen. Arkivfoto

Tidligere borgmester:

“Jeg ville nødigt undvære Ungdommens Hus”

Daværende borgmester mindes starten for Ungdommens Hus

Af
Peter Friis Autzen

Ungdommens Hus i Fredericia opstod som idé flere år, før huset åbnede for 15 år siden. Det fortæller daværende borgmester, Uffe Steiner Jensen (S).
“Det var besluttet at etablere et hus, hvor de unge, som havde det svært med det etablerede foreningsliv, skulle kunne være og udvikle sig. Vi forsøgte i nogen tid at engagerede de unge i projektet, men uden held,” siger han.
Da kommunen så fremlagde sit eget projekt for, hvordan huset skulle indrettes og bruges, skete der noget med de unges deltagelse.
Læs også: Ungdommens Hus - 15 år med tryk på
“Da vi lagde vores forslag frem, kom der gang i debatten. Det var lige præcis det, vi ville: Vi ville have de unge til at engagere sig. Og det gjorde de. De samarbejdede også på tværs af deres baggrunde og organisationer. Det har de gjort i huset lige siden,” siger Uffe Steiner Jensen.
Han mener, at Ungdommens Hus har gjort en forskel for både Fredericia og husets brugere.
“Jeg ville virkelig være ked af at undvære Ungdommens Hus. Det er et åndehul for mange unge mennesker. Og der skabes kultur og koncerter, som er kendt i hele verden. Jeg har mødt unge, der praktisk talt boede på Ungdommens Hus, fordi det var der, de følte sig mest hjemme,” siger den tidligere borgmester.

Stadig relevant

Efter 15 år er Ungdommens Hus stadig en relevant institution, mener nuværende borgmester, Jacob Bjerregaard (S).
“Brugerne har stor glæde af Ungdommens Hus. Og dermed har hele byen glæde af Ungdommens Hus,” siger han.
“I disse facebook-tider er det også vigtigt at mødes face to face,” siger borgmesteren, der første gang oplevede huset for cirka 10 år siden.
“Jeg var formand for DSU, og var i den forbindelse i Fredericia. Og jeg blev med det samme begejstret for stedet. Det er jeg stadig,” siger Jacob Bjerregaard.
Læs også: "Ungdommens Hus betød alt for mig"

"Ungdommens Hus er face-to-face midt i en facebook-tid. Og det er godt," mener borgmester Jacob Bjerregaard (S). Foto: Peter Friis Autzen

Ungdommens Hus holder 15 års fødselsdag på lørdag

Fra klokken 14-16:30 er der reception med vådt, tørt og sødt. To orkestre underholder: Orcas og Dør Nr. 13.

Fra klokken 18:30-01:00 er der gallafest. Jakkesæt, gallakjole eller tilsvarende er obligatorisk. “Så find dit stiveste pus frem fra skabet, tag din partner i hånden, eller en anden du kender, og kom ned og drik en hel masse bajere og dans din krop i smadder,” skriver arrangørerne på facebook.

Ved gallafesten spiller det københavnske band, Myreskær og Velvet Volume fra Aarhus. Også Lifesick og Brutal Bækkenløsning fra Fredericia spiller.

Publiceret 09 March 2016 06:00