Arne Mølgaard (til venstre) under sin tur til Malawi. Indsamlere i Vejle Kommune kan tilmelde sig på telefon 20 45 26 58.

Arne Mølgaard (til venstre) under sin tur til Malawi. Indsamlere i Vejle Kommune kan tilmelde sig på telefon 20 45 26 58.

“Det nytter at hjælpe verdens fattigste”

Folkekirkens Nødhjælp har brug for flere indsamlere på søndag

Af
Peter Friis Autzen

Når Folkekirkens Nødhjælp på søndag samler ind, er det for at hjælpe de fattigste kvinder i verden. Og det nytter, forsikrer indsamlingens koordinator i Vejle Kommune, Arne Mølgaard.
“Jeg har selv set det,” tilføjer han efter at have været i Malawi for at se gevinsten af støtten til projekter i det afrikanske land.
“Jeg mødte fattige kvinder, der er begyndt at handle med fisk i stedet for at sælge sig selv. Jeg oplevede resultatet af kampen mod barne-brude, og effekten af soldrevne vandpumper til de tørre marker. Jeg mødte nogle af verdens fattigste mennesker og oplevede deres stolthed over at bryde ud af fattigdommen,” siger han.
Indsamlingen på søndag er ikke øremærket Malawi eller et andet specifikt projekt.
“Der kan altid opstå en katastrofe eller lignende, som gør, at man er nødt til at prioritere. Og så nytter det ikke at have låst en hel indsamling til ét bestemt formål,” siger Arne Mølgaard.
På søndag går indsamlerede fra Folkekirkens Nødhjælp rundt og ringer på hos folk i hele landet. I Vejle Kommune kunne der godt bruges flere indsamlere.
“Der mangler stadig indsamlere nogle steder, før vi kan være sikre på, at alle husstande får besøg. Så hvis du har et par timer i overskud, som du vil dele med os i en god sags tjeneste, hører vi gerne fra dig. Man kan melde sig på de lokale kirkekontorer eller kontakte Folkekirkens Nødhjælp,” siger han.

Publiceret 10 March 2016 15:00