Påskeudstilling på Sønderborg Slot

Tre kunstnere udstiller på slottet i påsken

Sønderborg Kunstforening viser deres årlige påskeudstilling på Sønderborg Slot med kunstnerne Hanne Ida Helstrup, Lise Tuxen og Ninne Nielsen.
Helstrup og Tuxen er lokale kunstnere, mens Ninne Nielsen er flyttet tilbage til sin fødeby Hirtshals.
Titlen til udstillingen ”Forbundethed” udspringer af den gode og tætte forbindelse, de har til hinanden som kunstnere, men også venner. Samtidig er de alle tre optaget af det nære omkring dem og ikke mindst det, at vi alle på den ene eller anden måde er forbundne til naturen. Ikke kun en forbindelse –men en forbundethed. Ninne Nielsen viser blandt andet oliemalerier under titlen ”Hirtshals Havn” samt landskabsmalerier.
Hanne Ida Helstrup arbejder som grafiker med ætsninger og unika værker raderet i plexiglas. I sin nye serie grafik arbejder hun 2-farvde stiliserede landskaber.
Lise Tuxen er inspireret af de nordiske landskaber, Vendsyssel, Lofoten, Island og Færøerne samles i en fælles ny abstrakt tanke. Hendes malerier fremstår med en kraft og rytme, der fastholder det umiddelbare, skitseagtige udtryk, og gør de store vidder nærværende.
Både Helstrup og Tuxen har også meget store epoxymalerier med.
Disse blev skabt under nogle arbejdsdage på Cathrinesminde Teglværksmuseum.
Der er fernisering Palmesøndag den 20. marts kl. 13.30, og udstillingen kan ses frem til 1.maj.

Publiceret 10 March 2016 07:00