Mentalisten Henrik Svanekiær med to tilfældigt udvalgte ”ofre” blandt publikum ved Spar Nord Køge Bugts aktionærmøde.

Mentalisten Henrik Svanekiær med to tilfældigt udvalgte ”ofre” blandt publikum ved Spar Nord Køge Bugts aktionærmøde.

Udbytterigt aktionærmøde med Spar Nord Køge Bugt

Køge Handelsskole dannede rammen om Spar Nord Køge Bugts møde for aktionærer den 29. februar

Der var stor interesse, da Spar Nord Køge Bugt den 29. februar slog dørene op til en aften med fokus på bankforretning, et begivenhedsrigt og godt 2015, samfundsøkonomi, fremtiden og lokalt nærvær.
"Vi hæfter os primært ved, at 2015 blev et historisk godt år for Spar Nord," fortæller Jesper Køster fra Spar Nord Køge Bugt og fortsætter:
"Spar Nord havde første åbningsdag 12. maj 1824 - og gennem de 192 år har banken aldrig før skabt så stort et overskud i kroner og øre. Det samlede overskud for Spar Nord i 2015 blev på 1.074 mio. kr."
Fra Spar Nords direktion deltog bankdirektør Lars Møller. Han lagde vægt på, at der er flere årsager til, at 2015 blev så godt for Spar Nord. En af de vigtigste er heldigvis, at kundernes efterspørgsel efter Spar Nords produkter og serviceydelser var enorm. Jesper Køster lagde i sin beretning vægt på bankens indsats i lokalområdet. I den forbindelse fremhævede han blandt andet, at det for 8. år i træk var lykkedes at tiltrække mere end 1.000 nye kunder til Spar Nord Køge Bugt.
På baggrund af årsresultatet og på baggrund af Spar Nords stærke kapitalposition indstiller bestyrelsen derfor til generalforsamlingen, som afholdes 20. april, at der udbetales et kontant udbytte på 3 kr. pr. aktie. De 3 kr. skal ses sammen med de 2 kr. pr. aktie, som Spar Nord allerede udbetalte, da aktierne i Nørresundby Bank blev solgt i regnskabsåret. I alt bliver der tale om et kontant udbytte på 627 millioner kroner af årets overskud.

Bankråd på plads

I løbet af aftenen skulle aktionærerne vælge deres repræsentanter til det lokale bankråd. Blandt de seks opstillede kandidater blev følgende valgt til bankrådet i Spar Nord Køge Bugt: Lars Bloch, Brian Hildskov Hansen, Torben Hansen, Maibritt Lysholm Jønsson og Jesper Smidt-Nielsen.
Bankrådet består ydermere af Rikke Daugaard Nielsen og Laila Christensen, som ikke var på valg i år, samt af medarbejderrepræsentant Hanne Nielsen.
Inden middagen udfordrede og tryllebandt den kendte mentalist og foredragsholder Henrik Svanekiær sit publikum med oplevelser med tankeoverføring, intuition, manipulation og magi. Henrik Svanekiær leverede på en stilet og humoristisk måde sit sceneshow, hvor flere blandt publikum blev inddraget til stor underholdning for de øvrige gæster.

Publiceret 10 March 2016 14:00