21-årig dømt for voldtægt nytårsaften

Af
key

En 21-årig mand er tidligere på dagen blevet idømt 1 år og 6 måneders fængsel for at have voldtaget en bekendt nytårsaften i Hvidovre.
Det skriver Vestegnens Anklager på Twitter.
Voldtægten foregik ved en nytårsfest i et hus i Hvidovre, hvor mellem 25-30 mennesker var til stede.
Den voldtagne kvinde var på tidspunktet 19 år gammel og hun blev i løbet af aftenen træt og lagde sig ind på en seng for at sove. Hun vågnede imidlertid ved at den nu dømte 21-årige var i færd med at hive hendes gamacher og trusser af.
Herefter voldtog han kvinden vaginalt og forsøgte desuden at voldtage hende analt. Dette lykkedes dog ikke, og manden forlod kvinden og gik tilbage til festen.
Da en veninde til den voldtagne kvinde efterfølgende fandt ud af hvad der var sket, smuttede den 21-årige mand fra festen.
Den voldtagne kvinde meldte voldtægten til politiet dagen efter og retten har altså nu afgjort, at manden var skyldig i voldtægt. 
- Min påstand var, at han skulle straffes med 1 år og 9 måneder. Det er almindeligt med den form for voldtægter at straffen ligger mellem 1 år og 6 måneder til 1 år og 9 måneder, sig anklager Henrik Uhl til Hvidovre Avis.
Fordi den 21-årige har anket dommen til Landsretten kan det imidlertid godt ende med, at han alligevel får en længere straf.
- Det er Statsadvokaten, der afgør om vi skal anke med en skærpelse af straffen. Det er ikke min beslutning, men det kan sagtens ske, fortæller Henrik Uhl.
 
 

Publiceret 14 March 2016 16:15