Anders Vangsbjerg Sørensen er ny direktør for Kolding Havn.

Anders Vangsbjerg Sørensen er ny direktør for Kolding Havn.

Ny direktør for Kolding Havn

Bestyrelsen for Kolding Havn har afgjort, hvem der bliver ny havnedirektør i Kolding. Det bliver Anders Vangsbjerg Sørensen, som nu overtager kommandobroen pr. 1. maj 2016 efter at være konstitueret som havnedirektør på Kolding Havn siden januar måned.
”Det har været en god proces med at finde den nye havnedirektør og valget faldt på Anders Vangsbjerg Sørensen blandt et stærkt og kompetent ansøgerfelt på over 20 personer. Anders Vangsbjerg Sørensen blev ansat på Kolding Havn d. 1. december 2015 for at varetage den forretningsmæssige udvikling af havnen, så det var naturligt, at han indgik i ansøgerfeltet på lige fod med alle andre. Vores fokus de kommende år vil netop være den fortsatte forretningsmæssige udvikling af Kolding Havn med afsæt i kundernes behov," udtaler bestyrelsesformand Kjeld Kjeldsen.

International erfaring og luftfart

Den nye havnedirektør har tidligere været lufthavnschef for Sønderborg Lufthavn og har international erfaring fra blandt andet Dandy Chewing Gum i Rusland og Ukraine. Anders Vangsbjerg Sørensen har oprindeligt en finansiel baggrund fra bankverdenen.
”Der er et stort potentiale for Kolding Havn og jeg glæder mig til at præge den fortsatte udvikling af havnen som havnedirektør”, udtaler Anders Vangsbjerg Sørensen, ”efter fire måneder på havnen kender jeg alle de faste kunder, og jeg ser frem til fortsat forretningsmæssig udvikling af havnen sammen med dem.”
”Vi har et stærkt team på havnen af medarbejdere hos Kolding Havn og virksomheder på havnen, så jeg ser optimistisk på fremtiden med nye kunder og udvikling af nye og eksisterende forretningsområder” fortsætter Anders Vangsbjerg Sørensen. ”På længere sigt er der også interessante muligheder, når Kolding Havn kan disponere over nye arealer på havnen. Det er muligheder, jeg ser frem til at granske og analysere nærmere den kommende tid," lyder det i en pressemeddelelse.

Publiceret 14 March 2016 15:32