Der er gode muligheder for danske medaljer, når Kongens Have til september lægger græs til VM i bueskydning.

Der er gode muligheder for danske medaljer, når Kongens Have til september lægger græs til VM i bueskydning.

VM i bueskydning kommer til Odense

Til september kommer verdens bedste bueskytter til byen

Kongens Have bliver scenen for bueskydning i verdensklasse, når World Cup-finalerne skal afvikles til september.
Med Odense Slot i baggrunden skal verdens bedste bueskytter dyste med bue og pil.
Det skriver Bueskydning Danmark i en pressemeddelelse.
Kongens Have tager over for Christiansborg Slotsplads, der i sommer dannede ikoniske rammer om World Cup-finalerne, hvor danske Stephan Hansen vandt guld i compound, mens herreholdet vandt bronze.
Samtidig får landsholdsskytterne Maja Jager, der blev verdensmester og Årets Sportsnavn i 2013, samt Patrick Laursen, der netop har vundet VM-sølv, fynsk hjemmebane, hvis de kvalificerer sig.
”Danmark har et stærkt renommé i den internationale bueskydningsverden. Med valget af Odense håber vi sammen med Sport Event Denmark og Sport Event Fyn at kunne skabe det næste eventyrlige eftermæle for bueskydning i Danmark,” siger Rolf Lind, formand for Bueskydning Danmark.
I Odense rammer den højt profilerede event plet netop i år:
”Med World Cup-finalerne i bueskydning i den fynske hovedstad lægger vi hos Sport Event Fyn endnu en aktivitet til en af landets stærkeste eventporteføljer i 2016. Det gør vi med en event, hvor vi i Danmark har en flot tradition for at tilføre nye og innovative elementer, og den arv har vi tænkt os at løfte højt sammen med Sport Event Denmark og Bueskydning Danmark. Eventen åbner bland andet nogle unikke muligheder for at udfolde vores erhvervsaktivering inden for robotbranchen, og vi ser meget frem til at byde verdens bedste bueskytter velkommen på vores 'island of events',” siger Jane Jegind, næstformand i Sport Event Fyn og by- og kulturrådmand i Odense.
World Cup i bueskydning afvikles i år over tre runder i tre forskellige lande, og de otte bedste bueskytter i hver kategori - recurve og compound - går videre til World Cup-finalen i Odense.

Publiceret 14 March 2016 10:30