Bravo Borgmester!

Hatten af for borgmester Thomas Andresen, når han vil hjælpe borgerne i Bølå, mod de mange store tyske vindmøller.
Håber der bliver tale om økonomiske erstatninger, der vil lede til, at borgerne selv kan bestemme deres fremtid. Når borgmesteren beskriver, hvorledes han kender hver en postkasse i Bølå, fra sin tid som postbud der, får man ligefrem tårer i øjnene.
Det er jo ren Morten Korch læsning.
Jeg har de seneste 8 år tømt, hver en skraldespand i området. Og jeg må sige, at det man kalder vækst og udvikling i området, er blevet til misvækst og afvikling, hvor mange huse står tomme.
Ved Sofiedal forsamlingshus tømte jeg tidligere en 600 liters container hver uge;  i dag er den udskiftet med en 80 liters container, som tømmes hver 14. dag.
Mellemstatslige møller maler ikke så hurtigt – nej. Det ser vi bl.a. i sagen vedr. dåsepanten.
Samarbejdet i region Sønderjylland-Schleswig er jo fantastisk; jeg spørger blot, hvad laver de ud over at drikke kaffe sammen?
For sovet i timen har I alle, i sagen om de tyske vindmøller ved Bølå. Men hvad kan borgmesteren med følge gøre? Ingenting - andet end vaske sine hænder - for derefter at give tilladelse til, at opføre nye kæmpe vindmøller i Aabenraa kommune.
 

Publiceret 14 March 2016 13:45