TV:

Tre skattemillioner i kassen på seks uger

To medarbejdere i Odense Kommune har på bare seks uger skaffet kommunekassen i Odense en ekstra skatteindtægt på over tre millioner kroner. Lønudgiften for Odense har været 100.000 kroner.

Odense Kommune har hyret de to skattemedarbejdere til en ekstraordinær indsats, fordi statens eget inddrivelsessystem EFI blev suspenderet i oktober sidste år.
Systemet blev stoppet, fordi EFI blandt andet inddrog skattepenge ulovligt. Men for Odense har suspenderingen af EFI betydet et tab i skatteindtæger på 1,9 millioner kroner om måneden. 
Derfor besluttede kommunen i januar at erstatte SKATs inddrivelsessystem med to medarbejdere, og det har givet pote.
"Vi har foreløbig fået indbetalinger for 2,7 millioner kroner og vi har lavet aftaler for yderligere 700.000 kroner," siger Line Blym, der er teamansvarlig for ejendomsskat og opkrævning hos Odense Kommune, til TV2 FYN. 
De to medarbejdere har kontaktet skyldnere telefonisk og fokus har især været på inddrivelse af restancer for ejendomsskatter i 2015, men også manglende betaling for daginstitutioner eller musikskoler har været på dagsordenen. 
"Vi er blevet mødt af meget positive borgere. Nogle er måske lidt flove, men de er glade for at vi kontakter dem, så de kan få deres gæld ud af verden," fortæller Line Blym. 
Lønudgiften for inddrivelsesaktionen har været omkring 100.000 kroner for seks ugers arbejde, så kommunen har haft en betydeligt overskud.
"Der er gæld på ejendomsskatten i 2015 for 5,6 millioner kroner, og jeg håber, at vi kan nå at få de fire millioner kroner ind inden projektet slutter," siger Line Blym.
Kilde: TV2 FYN

Publiceret 14 March 2016 15:45