Golfklub lokker med lave priser

Sønderborg Golfklub vil gøre op med myten om, at det er kostbart at begynde at spille golf.
Derfor introducerer klubben et prøvemedlemsskab, hvor det er muligt at få den nødvendige træning og dermed komme til at spille på klubbens anlæg i Gunstrup ved Augustenborg for blot 500 kroner i resten af 2016.
Klubben tilbyder samtidig prøvemedlemmer at leje det nødvendige udstyr.
"Vi har tyvstjålet konceptet fra Vejle, hvor de fik 150 nye medlemmer. Kan vi få blot 50 nye golfspillere, er vi godt tilfredse. Vi håber at både børn, unge og ældre vil benytte lejligheden til at stifte bekendtskab med en populær idrætsgren, som kan dyrkes hele året. Vejret er aldrig for dårligt til golf, når blot påklædningen er i orden. Golf er en sund og meget social sport, hvor et handicapsystem gør det muligt for den øvede og begynderen at dyste på lige vilkår," siger formanden for Sønderborg Golfklub, Sven-Erik Vad.
Sønderborg Golfklub, der har 800 aktive medlemmer, hed indtil 2015 Alssund Golfklub.

Publiceret 15 March 2016 11:42