Lærere er fortsat pressede

Af
bs

Mange problemstillinger blev luftet ved generalforsamlingen i Aabenraa Lærerkreds i sidste uge.
Formanden, Torben Hagedorn, lagde i sin beretning op til drøftelse af problemer med manglende tid til forberedelse, stigning i klassekvotienterne, rekruttering af lærere, manglende ressourcer, implementering af skolereformen, og de store udfordringer i forbindelse med de gode tanker omkring inklusionsopgaven.  
"Vi har i kredsstyrelsen været stædige, fastholdende og vedholdende i forhold til at have dialogen med forvaltningen og skolelederne i forhold til planlægningen af lærernes arbejdstid. Her har vi opnået et fornuftigt redskab i samarbejdsgrundlaget aftalt med forvaltning og skoleledere. Der kan måles en lille fremgang i arbejdsmiljøet ude på de enkelte skoler," lød det blandt andet fra Torben Hagedorn. 
Men han kunne berette om, at der fortsat var udfordringer for lærerne.
"Der er dog stadig udfordringer, idet mange medarbejdere er pressede i hverdagen med de mange opgaver de står med. Vi står i et arbejde, hvor vi kan se, at det bliver et langt sejt træk på mange områder. Vi skal fortsat sprede det gode budskab, når der er mulighed for det, for lærerarbejdet er verdens bedste job, når man får mulighed for at løfte opgaven," sagde Torben Hagedorn.
Generalforsamlingen var dette år en såkaldt valggeneralforsamling, og 140 medlemmer var mødt op for at afgive deres stemme.
Valgt til kredsstyrelsen blev: Torben Hagedorn, Mads Lund, Claus Lund-Olesen,Kim Bruhn, Peter Jensen, Elisa Sørensen, Helle Kock, Chris Sørensen, Lars Thomsen og Martin Bonde.

Publiceret 15 March 2016 11:27