Politiet trak peberspray mod vred ung mand

Hele tre gange i løbet af mandagen fik politiet klar besked af vrede, unge mænd i Esbjerg

Af
Louise Ritter

Politiet er ikke altid lige populære! Det fik politiet i Esbjerg rigeligt at mærke i løbet af mandagen, hvor hele tre unge mænd ved tre forskellige episoder lod ordensmagten forstå, at den ikke var synderligt populær.
Første gang var kl. 20.20 i Danmarksgade, hvor en 21-årig fra Esbjerg vakte så meget opmærksomhed med sin opførsel, at en politipatrulje tog fat i ham. Manden blev så ophidset, at politiet så sig nødsaget til at ty til pebersprayen. Den 21-årige ønskede ikke at oplyse hverken navn eller cpr-nummer og blev derfor anholdt kortvarigt.  
En lille time senere var den gal i Jernbanegade, hvor en 19-årig mand modtog en bøde for at råbe ukvemsord efter politiet. Kort før midnat gentog episoden sig stort set på Stengårdsvej, hvor en anden 19-årig mand også på en mindre pæn måde lod politiet forstå, hvad han mente om dem.  
 

Publiceret 15 March 2016 10:15