Sabrina Jeppesen brugte det sociale medie Facebook til at skaffe både sig selv og andre nye bekendtskaber. Knapt 400 koldingensere er allerede tilmeldt gruppen, der formidler kontakten til potentielt nye veninder.

Sabrina Jeppesen brugte det sociale medie Facebook til at skaffe både sig selv og andre nye bekendtskaber. Knapt 400 koldingensere er allerede tilmeldt gruppen, der formidler kontakten til potentielt nye veninder.

Sabrina sejrede over ensomheden

En gruppe på Facebook med navnet Venindehygge har fået knapt 400 medlemmer på to måneder

Af
Af Emma Biørn Fish

Venskaber 27-årige Sabrina Jeppesen flyttede til Kolding for snart 10 år siden. Oprindeligt er hun nordjyde, men flyttede sydpå for en kæreste. Hun var glad for området, men havde et problem, der gik igen. Uanset hvor mange piger hun mødte, kunne hun ikke danne varige venskaber. “Jeg mødte piger på studiet, som jeg var veninder med i skoletiden, men som ikke havde tid til mig derudover, og jeg mødte veninder gennem træning, men det var samme koncept - vi sås bare ikke udenfor træningscenteret,” fortæller Sabrina Jeppesen, som oplevede at de jævnaldrende koldingensiske piger havde rigeligt med venskaber, som var skabt igennem et helt liv i Kolding. “De havde altid nok med veninder, som de havde kendt siden folkeskolen, og lykkedes det mig endeligt at finde en veninde, så flyttede vedkommende til København, og venskabet døde ud. Så jeg følte mig helt uduelig til at få venner.”

Pinlige indrømmelser

Sådan gik årene med utallige venskabsforsøg, som begyndte at slide på Sabrinas privatliv og forhold, som måtte bære, at omgangskredsen måtte være fælles. “Til sidst fik både jeg og min kæreste nok. Han har jo også brug for alene-tid og jeg har brug for at have mine egne veninder i det daglige, så jeg lavede et opslag på Facebook, der beskrev min situation. Jeg syntes, at det var vildt pinligt, for så kunne alle se, at jeg havde svært ved at få veninder,” fortæller hun. Opslaget, der omhandledes Sabrinas ønske om at få nye veninder, resulterede i, at over 40 forskellige kvinder i løbet af et par timer sendte hende private beskeder på Facebook. “Det var helt overvældende. Jeg troede, at jeg var alene med mit problem med manglende veninder, men det viste sig, at vi er mange, der savner en veninde i dagligdagen.”

Sabrina Jeppesen har boet i Kolding i 10 år, og har indtil for nylig haft svært ved at finde veninder.

Sabrina Jeppesen har boet i Kolding i 10 år, og har indtil for nylig haft svært ved at finde veninder.

Gruppen for det fælles gode

Sabrina havde ikke tiden til samtlige 40 kvinder, så hun oprettede en Facebook-side til de venindesøgende, så de kunne få kontakt med hinanden. I løbet af små to måneder havde gruppen knapt 400 medlemmer. “De er alt fra 17 år til 52 år gamle. Og de har alle slags interesser, så vi er vist mange, der mangler en veninde eller to,” konkluderer Sabrina Jeppesen. Derfor har gruppen nu undergrupper, hvor man kan mødes om alle slags fælles interesser, lige fra håndarbejde og kæledyr til sport og mode. Sabrina har indtil afholdt flere venindeaftener, hvor hun tager imod 12 kvinder i sit hjem efter først-til-mølle-princippet. “Jeg har allerede fået flere rigtigt gode veninder, som jeg ses med flere gange om ugen, og jeg er frisk på at møde flere mennesker. Størrelsen af mit hjem sætter en naturlig begrænsning for, hvor mange vi kan være, men jeg vil gerne nå at møde alle,” siger hun. Sabrina Jeppesen er ikke den eneste, der afholder arrangementer for flokken. Flere og flere af kvinderne byder ind med ideer lige fra håndarbejdsaftener til hundeluftning. Samtidig kommer der nye medlemmer til hver dag, der præsenterer sig med navn og baghistorie, så andre kan kontakte dem, hvis man har fælles interesser, bor i nærheden af hinanden eller hvis nysgerrigheden bare er stor. “Det er jo helt fantastisk, at jeg har været med til at gøre en forskel for alle de mennesker,” slutter Sabrina med et stort smil.

Publiceret 15 March 2016 12:00