Dårlig stil:

To bilister stikker af efter uheld

Noget indikerede urent mel i posen ved to færdselsuheld i løbet af mandagen

Af
Louise Ritter

Det er ikke bare ulovligt, men også rigtig dårlig stil at stikke af fra et færdselsuheld. Alligevel var det, hvad to personer i løbet af mandagen gjorde.
Kl 17.38 mistede en mand tilsyneladende herredømmet over en Fiat Punto på Lynevej i Strellev. Bilen trillede rundt og endte på taget, hvorefter manden kravlede ud. I stedet for at tilkalde hjælp, skyndte han sig, ifølge politiet, at afmontere bilens nummerplader og stikke af til fods fra stedet.
Tirsdag morgen har politiet endnu ikke fået kontakt med manden, men det formodes, at han formentlig ikke har helt rent mel i posen.
En lille halv time senere blev en 60-årig mandlig bilist fra Varde påkørt, da han på Ribevej ville svinge mod Esbjerg. Hans bil blev ramt i venstre af en anden bilist, der i stedet for at stoppe op og vedkende sig sit ansvar, blot trykkede på speederen og kørte fra stedet, inden nogen kunne nå at notere et registreringsnummer eller andre oplysninger ned.

Publiceret 15 March 2016 09:45