Michael Jakobsen (t.v.) startede Bolig- og Tæppegården i Bramming for 25 år siden. I dag styrer han forretningen sammen med hustruen Marianne, men de to har en uundværlig højre hånd i Per Nielsen (t.v.).

Michael Jakobsen (t.v.) startede Bolig- og Tæppegården i Bramming for 25 år siden. I dag styrer han forretningen sammen med hustruen Marianne, men de to har en uundværlig højre hånd i Per Nielsen (t.v.).

Jubilæum:

Dobbelt op på boligjubilæum i Bramming

Bolig- og Tæppegården i Bramming fylder et kvart århundrede, mens Møbelkæden runder 30 år

Af
Louise Ritter

30 år, 30 dage, 30 procent!
Møbelkæden fejrer 30 års jubilæum i marts måned med et ganske markant slogan, som er til at huske. Bolig- og Tæppegården i Bramming er en del af kæden og er derfor naturligvis med til at fejre det runde hjørne. Det falder nogenlunde samtidig med, at forretningen i Bramming kan fejre sin egen 25 års dag.

"Nej, vi kan jo ikke blive ved," griner ejer Michael Jakobsen, da Lokalavisen så spørger, om det betyder 25 år, 25 dage og 25 procent i april.

Egentlig har han og hustruen Marianne, der også er en del af Bolig- og Tæppegården, forlængst besluttet, at gå lidt stille med dørene omkring forretningens eget jubilæum. De har ellers - i alle 25 år - godt kunnet lide at gøre tingene på deres egen måde.

Rent markedsførings- og indkøbsmæssigt giver det god mening at være medlem af en større landsdækkende kæde som Møbelkæden, men i det daglige nyder parret at være herre i egen forretning.

"Der er ingen faste regler om, at vi skal aftage seks sofaer i blå og seks i røde. Vi bestemmer selv, hvad vi vil have på gulvet, og sådan kan vi godt lide det," smiler Michael Jakobsen, der startede sin forretning for et kvart århundrede siden lidt længere nede ad Vardevej end hvor den ligger i dag.
Dengang hed adressen Vardevej 12, og gulve var omdrejningspunktet for forretningen lige indtil det oprindelige brammingensiske medlem af Møbelkæden dengang solgte sin forretning. Pludselig var møbler en mangelvare i byen, og så slog Michael Jakobsen til.

Langsomt tog han møbler ind i forretningen, der for alvor fik vokseværk og voksede ud af rammerne på Vardevej 12.

"Dengang stod gulve for 100 procent af salget. I dag er det vel 20 procent, mens vi sælger 80 procent møbler," siger Michael Jakobsen, der glæder sig over, at møbelbranchen ikke er nær så hårdt ramt af nethandlen som mange andre brancher er det.

"Vi sælger på nettet, men slet ikke så meget som mange andre. Jeg tror aldrig helt, at det slår igennem i møbelbranchen, for det er trods alt forholdsvis dyre køb, og skal man ofre mange penge på en seng eller en sofa, vil mange gerne være sikre på, hvordan man ligger eller sidder først," siger han.

Selv er han et godt sted - præcis ligesom Bolig- og Tæppegården er det. En loyal medarbejder gennem snart mange år passer biksen som den var hans egen, når Michael og Marianne Jakobsen i årets lyse - og mindst travle måneder - tager sig tid til ferie i deres hus i Spanien. Det købte de for år tilbage, og det har noget overraskende vist sig at føre forretningsmuligheder med sig hjemme i Bramming.

"Ja, det har vel nærmest udviklet sig til en lille niche, som bestemt gerne må vokse sig større. Foreløbig har vi stået for indretningen af syv huse og lejligheder dernede de seneste par år. Fordi vi kommer dernede selv, så har vi mulighed for at tilbyde at måle op, og vi har også en mand at trække på dernede, som kan tage imod møblerne, når de kommer," forklarer Michael Jakobsen, hvis kunder i det spanske er danske kunder, der, ligesom ham selv, har købt bolig under sydligere himmelstrøg.
Ved at komme til forretningen i Bramming kan de i ro og mag beslutte sig for møbler og indretning, hvor efter Bolig- og Tæppegården sørger for at få alt fragtet og stillet på plads i boligen i Spanien.

Publiceret 15 March 2016 09:30