Fem af 11 odenseanere vandt deres MMA-kamp.

Fem af 11 odenseanere vandt deres MMA-kamp.

MMA-smæk for skillingen:

’Der var sgu blod på gulvet foran os’

Weekendens MMA-event var en succes, lyder det fra arrangør og vinder af Facebook-konkurrence

Lørdag løb MMA Fight Night af stablen i kasernehallen med over 400 ellevilde tilskuere.
16 kampe var på programmet, og arrangementet var en succes, lyder det fra arrangør Claus Larsen, som også er formand for Fighter Center Odense, der havde 11 kæmpere inde i oktagonen.
“Det gik enormt godt. Der var fuldt hus, stemningen var i top, og så havde vi nogle rigtig, rigtig gode kampe,” siger han.
Fem odenseanere kom ud af buret som sejrsherrer og samlede dermed point i kampen om at komme til VM i Las Vegas til sommer.
“Aftenens hurtigste kamp var med vores egen Axel Vincent. Den varede kun 10-15 sekunder, så var hans modstander godnat. Axel fejer hans ben væk, da han sparker ud efter ham, så han lander med hovedet i kanvassen. Dér er han nok bevidstløs, men det går så hurtigt, at han lige når at få tre-fire slag, før dommeren kaster sig ind over ham og stopper kampen,” beretter Claus Larsen, som i sidste uges avis bebudede, at dette var det sidste 'mindre event', og at der er noget meget større på vej.
“Jeg kan stadig ikke sige mere, men du kan skrive, at det bliver 1. oktober.”

Vandt to ringsidebilletter

Én af de mange tilskuere var Allan Schaldemann, som via Lokalavisen Odenses Facebook-side vandt to ringsidebilletter.
Sammen med sin ven, Søren, oplevede han for første gang den voldsomme sport.
“Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente, men jeg skal da love for, der var gang i den. Det var intenst og voldsomt. Vi havde de suverænt bedste pladser, og der var sgu blodstænk på gulvet lige foran os,” siger den heldige vinder, som er frisk på at tage til sådan et arrangement igen, og som ikke var den eneste, der havde en blodig aften.
“Der var også en dommerduo, som var helt sprøjtet til med blod, så ja, der var knald på,” fortæller Claus Larsen.

Allan Schaldemann så MMA for første gang, og var vild med det.

Allan Schaldemann så MMA for første gang, og var vild med det.

Publiceret 15 March 2016 15:00