Jerry Lucena og tidligere cheftræner Niels Frederiksen.

Jerry Lucena og tidligere cheftræner Niels Frederiksen.

Stop:

Lucena takker af for eventyret med Filippinerne

35-årige Jerry Lucena har meddelt det filippinske fodboldforbund, at han har spillet den sidste landskamp for sit andet hjemland. EfB'eren skulle have spillet VM-kvalifikationskampe mod Usbekistan på udebane og Nordkorea på hjemmebane senere på måneden, men har på grund af skader valgt at sige fra.
"Jeg har problemer med begge knæ, mest det højre med springerknæ, og derfor har jeg i dag meddelt forbundet og holdkammeraterne, at det er slut. Det har været det fedeste, et rent eventyr, at være med i de fem år, og menneskeligt har det givet mig så meget. Det har været som at være en del af en familie, og jeg ærgrer mig kun over, at jeg ikke gjorde det noget før," siger Jerry Lucena.
Han fuldfører sin kontrakt med EfB til sommer, og så er det slut med den aktive karriere på topniveau. Som en del af den sidste aftale har han passet funktionen som assistenttræner for EfB's bedste hold på ungdomsniveau i U19 Ligaen, og han forventer til maj at bestå eksamen som T-træner, hvorefter han kan gå videre med DBU's næsthøjeste træneruddannelse, A-licens.
Jerry Lucena har spillet over 40 officielle og uofficielle kampe for Filippinerne og nåede som en af de store triumfer i landets over 100-årige fodboldhistorie at spille finale i AFC Challenge Cup på Maldiverne. Desuden blev det til to semifinalepladser i de sydøstasiatiske mesterskaber, Suzuki Cup.
"Jeg føler, at jeg har været med til at løfte fodbold på Filippinerne, jeg har prøvet at spille mod store asiatiske nationer og nogle gange for 50.000-60.000 tilskuere. Især efter min fars død har det betydet noget for mig at holde forbindelsen til mit andet hjemland," siger Jerry Lucena.
Han håber og tror, at han sammen med EfB kan finde en model, så han kan fortsætte i klubben som træner, når det er slut med superligakarrieren til sommer.

Publiceret 15 March 2016 13:45