Nogle klasser har haft et sygefravær på op mod 50 procent. Her holder elever på Kirstinebjergskolen på Høgevej 5 frikvarter. Foto: Simon Uldall Gohr

Nogle klasser har haft et sygefravær på op mod 50 procent. Her holder elever på Kirstinebjergskolen på Høgevej 5 frikvarter. Foto: Simon Uldall Gohr

Sygemeldinger:

Skolerne er ramt af influenza

Læge opfordrer til god håndhygiejne og respekt for sygdommen

Af
Af Simon Uldall Gohr

journaliststuderende

Røde øjne, dryppende næser og en symfoni af hostende børn fylder folkeskoleklasserne i Fredericia Kommune. Det har resulteret i et mandefald ud over det sædvanlige.
Afdelingsskoleleder på Erritsø Fællesskole Michael Kurth fortæller, at det er influenza, der driller, og at der er en del elever, der døjer med høj feber og opkast.
“Det kommer lidt i bølger, men jeg havde forleden en klasse, hvor 50 procent var meldt syge. Så i stedet for 28, så var de kun 14,” siger han.

Både elever og lærere

Sygdommen har i høj grad ramt de yngste af eleverne. Det drejer sig om børn fra 0.-6. klassetrin. Men også lærerne har måtte se sig ramt af epidemien.
På Kirstinebjergskolen, hvor Steen Andersen er afdelingsskoleleder, har man i tre uger konsekvent haft mellem fire og seks elever syge i hver klasse, og her er også lærerne ramt.
“Vi har også kunne mærke sygdommen på vores ansatte. Vi har haft en otte stykker syge på et tidspunkt, og det er en ret stor del, når vi har en samlet lærerstab på 32,” siger Steen Andersen.

Læge: Bliv hjemme

På folkeskolerne i Fredericia Kommune prøver man at forebygge smitten af sygdomme.
Det gør man blandt andet ved at bede børnene vaske deres hænder efter toiletbesøg og inden frokost. Derudover er det muligt at benytte desinficerende væske til hænderne.
Det kan dog stadig være en yderst vanskelig sag at holde skolerne fuldstændig fri for virus, mener praktiserende læge Gerhard Hansen, der har travlt med influenzaramte patienter for tiden.
“Det kan ikke undgås. Det er en luftbåren bakterie, så den er over det hele, når folk går og hoster,” siger han.
Han mener dog alligevel, at man kan tage sine forbehold.
“Det er vigtigt med ordentlig håndhygiejne, og det er også en rigtig god idé med frisk luft. Mit bedste råd er dog, at man bliver hjemme, til man er helt rask. På den måde kan man minimere smitten enormt meget,” siger praktiserende læge Gerhard Hansen.

Lokalavisen Fredericia har haft besøg af et hold journaliststuderende fra Dmjx i Aarhus. Det er denne artikel et resultat af.

Publiceret 15 March 2016 09:30