En glad, overrasket og stolt Thea Rasmussen modtager prisen og checken på 10.000 kroner som det synlige bevis på, at hun er Årets Førstehjælper. Foto: Peter Sørensen.

En glad, overrasket og stolt Thea Rasmussen modtager prisen og checken på 10.000 kroner som det synlige bevis på, at hun er Årets Førstehjælper. Foto: Peter Sørensen.

18-årige Thea blev Årets Førstehjælper

Røde Kors i dag kåret Thea Rasmussen fra Frørup ved Christiansfeld som vinder af prisen 'Årets Førstehjælper 2016' på 10.000 kroner.
 En varm augustdag sidste år hyggede familien Rasmussen sig i haven, da moderen Camilla pludselig blev stukket af en hveps. Hun er meget allergisk over for bistik og stoppede med at trække vejret. Heldigvis gik Thea straks i gang med at give sin mor hjertemassage og reddede dermed moderens liv.
Hvis ikke den 18-årige pige  havde lært førstehjælp under sin uddannelse som kok, ville hun ikke have sin mor Camilla i dag, skriver Røde Kors i sin begrundelse for valget af Thea som Årets Førstehjælper.
Det var derfor en rørt Thea Rasmussen fra Frørup, der i dag modtog prisen Årets Førstehjælper på 10.000 kr. af Røde Kors. 
”Thea, du gjorde det helt rigtige. Du ringede efter hjælp, imens du gav den førstehjælp, du har lært. Derfor står din mor her i dag. Du er et lysende eksempel på, at alder ingen rolle spiller, når det gælder om at kunne hjælpe andre mennesker. Og et eksempel på, at når ulykken sker i familien, er det vigtigt, at der er et familiemedlem, der kan førstehjælp. Tillykke,” sagde generalsekretær Anders Ladekarl om baggrunden for bedømmelsen.
 
 
 
 

Glad og stolt

Det var en glad vinder, der modtog prisen.
”Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt surrealistisk. Jeg føler det som et kæmpe skulderklap, og jeg er meget stolt,” sagde Thea Rasmussen efter prisoverrækkelsen.

Slap fra mødet med døden uden mén

38-årige Camilla Rasmussen er dybt taknemmelig for, at hendes datter kunne førstehjælp den dag, hun var tæt på at dø.
”Det er rigtig dejligt for Thea, at der er andre end mig, der kan se, at hun gjorde en stor indsats og reddede mit liv. Jeg synes, hun er virkelig sej,” siger Camilla Rasmussen.
Hun har i dag ingen mén efter ulykken.
 
 

Alle skal kunne førstehjælp

Med prisen Årets Førstehjælper vil Røde Kors sætte fokus på, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp.
I dag har kun hver tredje dansker et opdateret førstehjælpskursus, mens hver fjerde aldrig har taget et kursus.
 Røde Kors mener, at alle danskere bør kunne førstehjælp.
Det er i år 25. gang, Røde Kors kårer Årets Førstehjælper, der hvert år går til en person, der har ydet en særlig og modig førstehjælpsindsats og reddet livet for en anden. Prisen på 10.000 kroner er sponsoreret af Aleris Hamlet Hospitaler.

Publiceret 17 March 2016 14:27