HB Køge har startet foråret flot med to sejre. Nu venter lokalopgøret mod FC Roskilde.

HB Køge har startet foråret flot med to sejre. Nu venter lokalopgøret mod FC Roskilde.

HB Køge i flot forårsform

Svanerne fulgte op på forårspremieresejren mod Vendsyssel med en glimrende indsats og tre point på udebane mod FC Helsingør i weekenden

Af
Martin Rasmussen

HB Køge fulgte op på sin glimrende forårsstart, da det søndag blev til en fortjent 3-1 sejr ude over FC Helsingør. To mål af hjemvendte Marc Rochester og et enkelt af Mikkel Wohlgemuth på straffespark afgjorde kampen til HB Køges fordel.
"Det er en holdpræstation. Alle har et højt bundniveau. De spiller virkelig for hinanden og giver god energi til hinanden. Vi har en lidt svær start i det første kvarter, og der har Helsingør nogle farlige standardsituationer, hvor vi ikke får fulgt med vores mand, men stille og roligt spiser vi os ind i kampen som et hold. Vi begynder at vinde flere dueller og begynder at spille mere fodbold. Som kampen skrider frem synes jeg, at det er fortjent at vi vinder, og vi kunne godt have vundet lidt større til sidst i kampen," siger cheftræner Henrik Lehm til HBKoge.dk.
Det var HB Køges femte sejr på stribe i 1. division, og de tre point giver dels lidt afstand til de øvrige midterhold i rækken, dels rykker HB Køge tættere mod toppen af rækken. Der er aktuelt fem point op til AC Horsens på den sidste oprykningsplads.
I næste runde gælder det lokalopgøret mod FC Roskilde på hjemmebane i Herfølge. Her har HB Køge revanche til gode, efter Roskilde vandt de to holds første opgør i sæsonen med 1-0.
Kampen spilles søndag den 20. marts klokken 14.30.

Publiceret 17 March 2016 19:00