Johanne Schmidt-Nielsen.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Med hjerte for de svage og udsatte

Folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen holder torsdagsforedrag hos Ældre Sagen i Hvidovre den 7. april

Det unge hjerte - i god indpakning - banker for samfundets svageste; handicappede, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, indvandrere, pensionister, uddannelsessøgende, ja rækken er desværre lang. Og hun mangler ikke ord og argumenter, når budskaberne skal formidles, både på gaden ved demonstrationer i ind- og udland og i massemedierne.

Den 7. april kl. 14 får medlemmerne af Ældre Sagen i Hvidovre mulighed for at opleve en af venstrefløjens mest engagerede politikere, når Johanne Schmidt-Nielsen holder torsdagsforedrag i Medborgersalen. Og tilrettelæggeren af Ældre Sagens torsdagsforedrag, Inge Brandt, krydser fingre for, at akutte politiske opgaver ikke tvinger Johanne Schmidt-Nielsen til et foredragsafbud. Johanne Schmidt-Nielsen (32 år) har været aktiv i politik siden 1997 og startede sin karriere som næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Senere arbejdede hun et stykke tid som pædagogmedhjælper i en børnehave på Frederiksberg og blev hurtigt valgt som tillidsrepræsentant. Med en fortid som medlem af Socialdemokratisk Ungdom blev Johanne Schmidt-Nielsen ved Enhedslistens årsmøde i 2006 valgt ind i partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. I 2009 besluttede Enhedslisten for første gang i partiets historie at udpege en politisk ordfører. Det blev Johanne Schmidt-Nielsen, som stadig bestrider posten og de seneste år har været partiets egentlige leder. Husk at det er nødvendigt med tilmelding til Ældre Sagens torsdagsforedrag.

Publiceret 17 March 2016 08:00